Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

45 Da kunde Josef ikke længer beherske sig over for alle dem der stod hos ham, og han råbte "Lad alle gå ud!" Således var der ingen til Stede, da Josef gav sig til Kende for sine Brødre. ² Så brast han i lydelig Gråd, så Ægypterne hørte det, og det spurgtes i Faraos Hus; ³ og Josef sagde til sine Brødre: "Jeg er Josef! Lever min Fader endnu?" Men hans Brødre kunde ikke svare ham, så forfærdede var de for ham. ⁴ Så sagde Josef til sine Brødre: "Kom hen til mig!" Og da de kom derhen, sagde Josef: "Jeg er eders Broder Josef, som I solgte til Ægypten; ⁵ men I skal ikke græmme eder eller være forknytte, fordi I solgte mig herhen, thi Gud har sendt mig forud for eder for at opholde Liv; ⁶ i to År har der nu været Hungersnød i Landet, og fem År endnu skal der hverken pløjes eller høstes; ⁷ derfor sendte Gud mig forud for eder, for at I kan få Efterkommere på Jorden, og for at mange hos eder kan reddes og holdes i Live. ⁸ Og nu, ikke I, men Gud har sendt mig hid, og han har gjort mig til Fader hos Farao og til Herre over hele hans Hus og til Hersker over hele Ægypten. ⁹ Skynd jer nu hjem til min Fader og sig til ham: Din Søn Josef lader sige: Gud har sat mig til Hersker over hele Ægypten; kom uden Tøven ned til mig ¹⁰ og tag Bolig i Gosens Land og bo i min Nærhed med dine Sønner og Sønnesønner, dit Småkvæg og Hornkvæg og alt, hvad du ejer og har; ¹¹ der vil jeg sørge for dit Underhold - thi Hungersnøden vil vare fem År endnu - for at ikke du, dit Hus eller nogen, der hører dig til, skal gå til Grunde! ¹² Nu ser I, også min Broder Benjamin, med egne Øjne, at det er mig, der taler til eder; ¹³ og I skal fortælle min Fader om al min Herlighed i Ægypten og om alt, hvad I har set, og så skal I skynde eder at bringe min Fader herned." ¹⁴ Så faldt han grædende sin Broder Benjamin om Halsen, og Benjamin græd i hans Arme. ¹⁵ Og han kyssede alle sine Brødre og græd ved deres Bryst; og nu kunde hans Brødre tale med ham.

133 Se, hvor godt og lifligt er det, når brødre bor tilsammen: ² som kostelig Olie, der flyder fra Hovedet ned over Skægget, Arons Skæg, der bølger ned over Kjortelens Halslinning, ³ som Hermons Dug, der falder på Zions Bjerge. Thi der skikker Herren Velsignelse ned, Liv til evig Tid.

11 Jeg siger da: Mon Gud har forskudt sit folk? det være langt fra! Thi også jeg er en Israelit, af "Abrahams Sæd, Benjamins Stamme. ² Gud har ikke forskudt sit Folk, som han forud kendte. Eller vide I ikke, hvad Skriften siger i Stykket om Elias? hvorledes han træder frem for Gud imod Israel, sigende:

²⁹ thi Nådegaverne og sit Kald fortryder Gud ikke. ³⁰ Thi ligesom I tilforn bleve ulydige imod Gud, men nu fik Barmhjertighed ved disses Ulydighed, ³¹ således bleve også disse nu ulydige, for at også de måtte få Barmhjertighed ved den Barmhjertighed, som er bleven eder til Del. ³² Thi Gud har indesluttet alle under Ulydighed, for at han kunde forbarme sig over alle.

¹⁰ Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører og forstår! ¹¹ Ikke det, som går ind i Munden, gør Mennesket urent, men det, som går ud af Munden, dette gør Mennesket urent." ¹² Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: "Ved du, at Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?" ¹³ Men han svarede og sagde: "Enhver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode. ¹⁴ Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en blind leder en blind, falde de begge i Graven." ¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: "Forklar os Lignelsen!" ¹⁶ Og han sagde: "Ere også I endnu så uforstandige? ¹⁷ Forstår I endnu ikke, at alt, hvad der går ind i Munden, går i Bugen og føres ud ad den naturlige Vej? ¹⁸ Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør Mennesket urent. ¹⁹ Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser. ²⁰ Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med utoede Hænder gør ikke Mennesket urent."

²¹ Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne. ²² Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde: "Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af en ond Ånd." ²³ Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til, bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter os." ²⁴ Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Får af Israels Hus." ²⁵ Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp mig!" ²⁶ Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." ²⁷ Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de Smuler, som falde fra deres Herrers Bord." ²⁸ Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor, dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme Time.