Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
139 Herre, du ransager mig og kender mig! 2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, 3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. 4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. 5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. 6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! 7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? 8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; 9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, 10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" 12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! 24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
9 Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon. 10 Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til Herren; 11 og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? 12 Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen." 13 Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se Herrens Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. 14 Herren skal stride for eder, men I skal tie!"
15 Da sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! 16 Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. 17 Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, 18 og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."
19 Guds Engel, der drog foran Israels Hær, flyttede sig nu og gik bag ved dem; og Skystøtten flyttede sig fra Pladsen foran dem og stillede sig bag ved dem 20 og kom til at stå imellem Ægypternes og Israels Hære; og da det blev mørkt; blev Skystøtten til en Ildstøtte og oplyste Natten. Således kom de ikke hinanden nær hele Natten.
21 Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og Herren drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig. 22 Da gik Israeliterne midt igennem Havet på tør Bund, medens Vandet stod som en Mur på begge Sider af dem. 23 Og Ægypterne, alle Faraos Heste,Vogne og Ryttere, satte efter dem og forfulgte dem midt ud i Havet. 24 Men ved Morgenvagtens Tid skuede Herren fra Ild og Skystøtten hen imod Ægypternes Hær og bragte den i Uorden; 25 og han stoppede Vognenes Hjul, så de havde ondt ved at få dem frem. Da sagde Ægypterne: "Lad os flygte for Israel, thi Herren kæmper for dem imod Ægypten!"
15 Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i Fåreklæder, men indvortes ere glubende Ulve. 16 Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler? 17 Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ bærer slette Frugter. 18 Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan ikke bære gode Frugter. 19 Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden. 20 Altså skulle I kende dem af deres Frugter.