Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
139 Herre, du ransager mig og kender mig! 2 Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand, 3 du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant. 4 Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, Herre, til fulde. 5 Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig. 6 At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke! 7 Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn? 8 Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der; 9 tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender, 10 da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!" 12 så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
23 Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker! 24 Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!
21 Jeg åbenbarer min Herlighed blandt Folkene, og alle Folkene skal skue den Dom, jeg fuldbyrder, og min Hånd, som jeg lægger på dem. 22 Israels Hus skal kende, at jeg, Herren, er deres Gud fra hin Dag og fremdeles; 23 og Folkene skal kende, at Israels Hus vandrede i Landflygtighed for deres Misgerningers Skyld, fordi de var troløse imod mig, så jeg skjulte mit Åsyn for dem og gav dem i deres Fjenders Hånd, hvorfor de alle faldt for Sværdet. 24 Efter deres Urenhed og deres Overtrædelser handlede jeg med dem og skjulte mit Åsyn for dem. 25 Derfor, så siger den Herre Herren; Nu vil jeg vende Jakobs Skæbne, forbarme mig over alt Israels Hus og være nidkær for mit hellige Navn; 26 og de skal glemme deres Skændsel og al den Troløshed, de viste mig, når de bor trygt i deres Land, uden at nogen skræmmer, 27 når jeg fører dem tilbage fra Folkeslagene, samler dem fra deres Fjenders Lande og helliger mig på dem for mange Folks Øjne. 28 Og de skal kende, at jeg er Herren deres Gud, når jeg efter at have ført dem i Landflygtighed blandt Folkene samler dem i deres Land uden at lade nogen af dem blive tilbage derude 29 og ikke mere skjuler mit Åsyn for dem, da jeg har udgydt min Ånd over Israels Hus, lyder det fra den Herre Herren.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde: 14 "Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig." 15 Og således opnåede han Forjættelsen ved at vente tålmodigt. 16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende på al Modsigelse til Stadfæstelse. 17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Råds Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil, 18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Håb, som ligger foran os, 19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og går ind inden for Forhænget, 20 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid.