Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

² Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, ³ udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. ⁴ Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. ⁵ Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. ⁶ Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! ⁷ Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; ⁸ udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

⁷ Om Edom. Så siger Hærskarers Herre: Er der ikke mer Visdom i Teman, svigter de kloges Råd, er deres Visdom rådden? ⁸ Fly, søg Ly i det dybe, I, som bor i Dedan! Thi Esaus Ulykke sender jeg over ham, Straffens Tid. ⁹ Gæstes du af Vinhøstmænd, levner de ej Efterslæt, af Tyve om Natten, ødelægger de, hvad de lyster. ¹⁰ Thi selv blotter jeg Esau, hans Skjulesteder røber jeg; at gemme sig evner han ikke. Han er ødelagt ved Brødres og Naboers Arm, han er borte. ¹¹ Lad mig om dine faderløse, jeg holder dem i Live, dine Enker kan stole på mig.

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, således som Hedningerne vandre i deres Sinds Tomhed, ¹⁸ formørkede i deres Tanke, fremmedgjorte for Guds Liv som Følge af den Vankundighed, som er i dem på Grund af deres Hjertes Forhærdelse, ¹⁹ de, som jo følesløse have hengivet sig til Uterligheden, til at øve al Urenhed i Havesyge. ²⁰ Men I have ikke således lært Kristus, ²¹ om I da have hørt om ham og ere blevne oplærte i ham, således som Sandhed er i Jesus, ²² at I, hvad eders forrige Vandel angår, skulle aflægge det gamle Menneske, som fordærves ved bedrageriske Begæringer, ²³ men fornyes i eders Sinds Ånd ²⁴ og iføre eder det nye Menneske, som blev skabt efter Gud i Sandhedens Retfærdighed og Hellighed.

²⁵ Derfor aflægger Løgnen og taler Sandhed, hver med sin Næste, efterdi vi ere hverandres Lemmer. ²⁶ Blive I vrede, da synder ikke; lad ikke Solen gå ned over eders Forbitrelse; ²⁷ giver ikke heller Djævelen Rum! ²⁸ Den, som stjæler, stjæle ikke mere, men arbejde hellere og gøre det gode med sine egne Hænder, for at han kan have noget at meddele den, som er i Trang. ²⁹ Lad ingen rådden Tale udgå af eders Mund, men sådan Tale, som er god til fornøden Opbyggelse, for at den kan skaffe dem Nåde, som høre derpå; ³⁰ og bedrøver ikke Guds hellige Ånd, med hvilken I bleve beseglede til Forløsningens Dag. ³¹ Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede og Skrigen og Forhånelse blive langt fra eder tillige med al Ondskab! ³² Men vorder velvillige imod hverandre, barmhjertige, tilgivende hverandre, ligesom jo Gud har tilgivet eder i Kristus.

5 Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, ² og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt.