Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

142 En Maskil af David, da han var i Hulen. En Bøn.

² Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler Herren, ³ udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham. ⁴ Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig. ⁵ Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl. ⁶ Herre, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land! ⁷ Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig; ⁸ udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

1 Herrens Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, kom til Mika fra. Moresjet, og som han skuede om Samaria og Jerusalem.

² Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den Herre Herren kan stå som Vidne blandt eder, Herren fra sit hellige Tempel. ³ Thi se, fra sit Sted går Herren ud, stiger ned, skrider frem over Jordens Høje; ⁴ under ham smelter Bjerge, og Dale slår dybe Revner, som Voks, der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt - ⁵ alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd? Mon ikke Jerusalem?

4 Så bede vi eder i øvrigt, Brødre! og formane eder i den Herre Jesus, at som I jo have lært af os, hvorledes I bør vandre og behage Gud, således som I jo også gøre, at I således må gøre end yderligere Fremgang. ² I vide jo, hvilke Bud vi gave eder ved den Herre Jesus. ³ Thi dette er Guds Villie, eders Helliggørelse, at I afholde eder fra Utugt; ⁴ at hver af eder veed at vinde sig sin egen Hustru i Hellighed og Ære, ⁵ ikke i Begærings Brynde som Hedningerne, der ikke kende Gud; ⁶ at ingen foruretter og bedrager sin Broder i nogen Sag; thi Herren er en Hævner over alt dette, som vi også før have sagt og vidnet for eder. ⁷ Thi Gud kaldte os ikke til Urenhed, men til Helliggørelse. ⁸ Derfor altså, den, som foragter dette, han foragter ikke et Menneske, men Gud, som også giver sin Helligånd til eder.