Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

¹⁹ Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak. ²⁰ Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru. ²¹ Men Isak bad til Herren for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og Herren bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig. ²² Men da Sønnerne brødes i hendes Liv, sagde hun: "Står det således til, hvorfor lever jeg da?" Og hun gik hen for at adspørge Herren. ²³ Da svarede Herren hende: "To Folkeslag er i dit Liv, to Folk skal gå ud af dit Skød! Det ene skal kue det andet, den ældste tjene den yngste!" ²⁴ Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv. ²⁵ Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau. ²⁶ Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes. ²⁷ Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt. ²⁸ Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.

²⁹ Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken. ³⁰ Da sagde Esau til Jakob: "Lad mig få noget af det røde, det røde der, thi jeg er ved at dø af Sult!" Derfor kaldte de ham Edom. ³¹ Men Jakob sagde: "Du må først sælge mig din Førstefødselsret!" ³² Esau svarede: "Jeg er jo lige ved at omkomme; hvad bryder jeg mig om min Førstefødselsret!" ³³ Men Jakob sagde: "Du må først sværge mig det til!" Da svor Esau på det og solgte sin Førstefødselsret til Jakob. ³⁴ Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.

¹⁰⁵ Dit Ord er en Lygte for min Fod, et Lys på min Sti. ¹⁰⁶ Jeg svor en Ed og holdt den: at følge dine retfærdige Lovbud. ¹⁰⁷ Jeg er såre ydmyget, Herre, hold mig i Live efter dit Ord! ¹⁰⁸ Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, Herre, og lær mig dine Lovbud! ¹⁰⁹ Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov. ¹¹⁰ De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild. ¹¹¹ Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde. ¹¹² Jeg bøjed mit Hjerte til at holde dine Vedtægter for evigt til Enden.

8 Så er der da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Kristus Jesus. ² Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. ³ Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, ⁴ for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden. ⁵ Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. ⁶ Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, ⁷ efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. ⁸ Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. ⁹ I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. ¹⁰ Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. ¹¹ Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder.

13 På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. ² Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden. ³ Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en Sædemand gik ud at så. ⁴ Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde det op. ⁵ Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde Rod, visnede det. ⁷ Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte det. ⁸ Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget tresindstyve, noget tredive Fold. ⁹ Den, som har Øren, han høre!"

¹⁸ Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden! ¹⁹ Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det, som blev sået ved Vejen. ²⁰ Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og straks modtager det med Glæde. ²¹ Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges han straks. ²² Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet, og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. ²³ Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en tresindstyve, en tredive Fold."