Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

⁸ Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene. ⁹ Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret. ¹⁰ Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom! ¹¹ Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen, ¹² Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land; ¹³ Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,

29 Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land. ² Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten, ³ som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen. ⁴ Jakob spurgte dem: "Hvor er I fra, Brødre?" De svarede: "Fra Karan!" ⁵ Da spurgte han dem: "Kender I Laban, Nakors Søn?" De svarede: "Ja, ham kender vi godt." ⁶ Han spurgte da: "Går det ham vel? De svarede: "Ja, det går ham vel; se, hans Datter Rakel kommer netop med Hjorden derhenne!" ⁷ Da sagde han: "Det er jo endnu højlys Dag og for tidligt at drive Kvæget sammen; vand Dyrene og før dem ud på Græsgangene!" ⁸ Men de svarede: "Det kan vi ikke, før alle Hyrderne er samlede; først når de vælter Stenen fra Brøndhullet, kan vi vande Dyrene."

⁹ Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede; ¹⁰ og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord. ¹¹ Så kyssede han Rakel og brast i Gråd; ¹² og han fortalte hende; at han var hendes Faders Frænde, en Søn af Rebekka: Da skyndte hun sig hjem til sin Fader og fortalte ham det" ¹³ og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket; ¹⁴ og Laban sagde: "Ja, du er mit Kød og Blod!" Han blev nu hos ham en Månedstid.

3 Hvad er da Jødens Fortrin? eller hvad gavner Omskærelsen? ² Meget alle Måder; først nemlig dette, at Guds Ord ere blevne dem betroede. ³ Thi hvad? om nogle vare utro, skal da deres Utroskab gøre Guds Trofasthed til intet? ⁴ Det være langt fra! Gud må være sanddru, om end hvert Menneske er en Løgner, som der er skrevet: "For at du må kendes retfærdig i dine Ord og vinde, når du går i Rette." ⁵ Men dersom vor Uretfærdighed beviser Guds Retfærdighed, hvad skulle vi da sige? er Gud da uretfærdig, han, som lader sin Vrede komme? (Jeg taler efter menneskelig Vis). ⁶ Det være langt fra! Thi hvorledes skal Gud ellers kunne dømme Verden? ⁷ Men dersom Guds Sanddruhed ved min Løgn er bleven ham end mere til Forherligelse, hvorfor dømmes da jeg endnu som en Synder? ⁸ Og hvorfor skulde vi da ikke, som man bagvasker os for, og som nogle sige, at vi lære, gøre det onde, for at det gode kan komme deraf? Sådannes Dom er velforskyldt.