Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
11 Lær mig, Herre, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn. 12 Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn; 13 thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb. 14 Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje. 15 Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! 17 Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o Herre, hjælper og trøster mig!
16 Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar; 2 og Saraj sagde til Abram: "Herren har jo nægtet mig Børn; gå derfor ind til min Trælkvinde, måske kan jeg få en Søn ved hende!" Og Abram adlød Saraj. 3 Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru; 4 og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde. 5 Da sagde Saraj til Abram: "Min Krænkelse komme over dig! Jeg lagde selv min Trælkvinde i din Favn, og nu hun ser, at hun skal føde, lader hun hånt om mig; Herren være Dommer mellem mig og dig!" 6 Abram svarede Saraj: "Din Trældkvinde er i din Hånd, gør med hende, hvad du finder for godt!" Da plagede Saraj hende, så hun flygtede for hende.
7 Men Herrens Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur; 8 og han sagde: "Hvorfra kommer du, Hagar, Sarajs Trælkvinde, og hvor går du hen?" Hun svarede: "Jeg flygter for min Herskerinde Saraj!" 9 Da sagde Herrens Engel til hende: "Vend tilbage til din Herskerinde og find dig i hendes Mishandling!" 10 Og Herrens Engel sagde til hende: "Jeg vil gøre dit Afkom så talrigt, at det ikke kan tælles." 11 Og Herrens Engel sagde til hende: "Se, du er frugtsommelig, og du skal føde en Søn, som du skal kalde Ismael, thi Herren har hørt, hvad du har lidt; 12 og han skal blive et Menneske Vildæsel, hvis Hånd er mod alle, og alles Hånd mod ham, og han skal ligge i Strid med alle sine Frænder!" 13 Så gav hun Herren, der havde talet til hende, Navnet: Du er en Gud, som ser; thi hun sagde: "Har jeg virkelig her set et Glimt af ham, som ser mig?" 14 Derfor kaldte man Brønden Be'erlahajro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered. 15 Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.
2 Skriv til Menighedens Engel i Efesus: Dette siger han, som holder de syv Stjerner i sin højre Hånd, ham, som vandrer midt imellem de syv Guldlysestager: 2 Jeg kender dine Gerninger og dit Arbejde og din Udholdenhed, og at du ikke kan fordrage de onde; og du prøvede dem, som kalde sig selv Apostle og ikke ere det, og du har fundet, at de ere Løgnere; 3 og du har Udholdenhed, og du har døjet ondt for mit Navns Skyld og er ikke bleven træt. 4 Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første Kærlighed. 5 Kom derfor i Hu, hvorfra du er falden, og omvend dig, og gør de forrige Gerninger; men hvis ikke, da kommer jeg over dig, og jeg vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig. 6 Dog, dette har du, at du hader Nikolaiternes Gerninger, som også jeg hader. 7 Den, som har Øre, høre, hvad Ånden siger til Menighederne! Den, som sejrer, ham vil jeg give at æde af Livets Træ, som er i Guds Paradis.