Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
8 Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra. 9 Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak, 10 sagde hun til Abraham: "Jag den Trælkvinde og hendes Søn bort, thi ikke skal denne Trælkvindes Søn arve sammen med min Søn, med Isak!" 11 Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld; 12 men Gud sagde til Abraham: "Vær ikke ilde til Mode over Drengen og din Trælkvinde, men adlyd Sara i alt, hvad hun siger dig, thi efter Isak skal dit Afkom nævnes; 13 men også Trælkvindens Søn vil jeg gøre til et stort Folk; han er jo dit Afkom!" 14 Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken, 15 og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene 16 og gik hen og satte sig i omtrent et Pileskuds Afstand derfra, idet hun sagde ved sig selv: "Jeg kan ikke udholde at se Drengen dø!" Og således sad hun, medens Drengen græd højt. 17 Da hørte Gud Drengens Gråd, og Guds Engel råbte til Hagar fra Himmelen og sagde til hende: "Hvad fattes dig, Hagar? Frygt ikke, thi Gud har hørt Drengens Røst der, hvor,han ligger; 18 rejs dig, hjælp Drengen op og tag ham ved Hånden, thi jeg vil gøre ham til et stort Folk!" 19 Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke. 20 Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte. 21 Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.
86 Bøj dit Øre, Herre, og svar mig, thi jeg er arm og fattig! 2 Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig! 3 Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem. 4 Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl; 5 thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig. 6 Lyt til min Bøn, o Herre, lån Øre til min tryglende Røst! 7 På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig. 8 Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger. 9 Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn. 10 Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.
16 Vend dig til mig og vær mig nådig, giv din Tjener din Styrke, frels din Tjenerindes Søn! 17 Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o Herre, hjælper og trøster mig!
6 Hvad skulle vi da sige? skulde vi blive ved i Synden, for at Nåden kunde blive desto større? 2 Det være langt fra! Vi, som jo ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den? 3 Eller vide I ikke, at vi, så mange som bleve døbte til Kristus Jesus, bleve døbte til hans Død? 4 Vi bleve altså begravne med ham ved Dåben til Døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens Herlighed, således også vi skulle vandre i et nyt Levned. 5 Thi ere vi blevne sammenvoksede med ham ved hans Døds Afbillede, skulle vi dog også være det ved hans Opstandelses, 6 idet vi erkende dette, at vort gamle Menneske blev korsfæstet med ham, for at Syndens Legeme skulde blive til intet, for at vi ikke mere skulde tjene Synden. 7 Thi den, som er død, er retfærdiggjort fra Synden. 8 Men dersom vi ere døde med Kristus, da tro vi, at vi også skulle leve med ham, 9 efterdi vi vide, at Kristus, efter at være oprejst fra de døde, ikke mere dør; Døden hersker ikke mere over ham. 10 Thi det, han døde, døde han een Gang fra Synden; men det, han lever, lever han for Gud. 11 Således skulle også I anse eder selv for døde fra Synden, men levende for Gud i Kristus Jesus.
24 En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre. 25 Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da hans Husfolk?
26 Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. 27 Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på Tagene, hvad der siges eder i Øret! 28 Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve både Sjæl og Legeme i Helvede. 29 Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder til Jorden uden eders Faders Villie. 30 Men på eder ere endog alle Hovedhår talte. 31 Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve. 32 Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene. 33 Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg fornægte for min Fader, som er i Himlene.
34 Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred på Jorden; jeg er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd. 35 Thi jeg er kommen før at volde Splid imellem en Mand og hans Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en Svigerdatter og hendes Svigermoder, 36 og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender. 37 Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; 38 og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke værd. 39 Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.