Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

18 Siden åbenbarede Herren sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen. ² Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden ³ og sagde: "Herre, hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, så gå ikke din Træl forbi! ⁴ Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet. ⁵ Så vil jeg bringe et Stykke Brød, for at I kan styrke eder; siden kan I drage videre - da eders Vej nu engang har ført eder forbi eders Træl!" De svarede: "Gør, som du siger!" ⁶ Da skyndte Abraham sig ind i Teltet til Sara og sagde: "Tag hurtigt tre Mål fint Mel, ælt det og bag Kager deraf!" ⁷ Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast. ⁸ Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

⁹ Da sagde de til ham: "Hvor er din Hustru Sara?" Han svarede: "Inde i Teltet!" ¹⁰ Så sagde han: "Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har din Hustru Sara en Søn!" Men Sara lyttede i Teltdøren bag ved dem; ¹¹ og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis, ¹² lo hun ved sig selv og tænkte: "Skulde jeg virkelig føle Attrå. nu jeg er affældig, og min Herre er gammel?" ¹³ Da sagde Herren til Abraham: "Hvorfor ler Sara og tænker: Skulde jeg virkelig føde en Søn. nu jeg er gammel? ¹⁴ Skulde noget være umuligt for Herren? Næste År ved denne Tid kommer jeg til dig igen, og så har Sara en Søn!" ¹⁵ Men Sara nægtede og sagde: "Jeg lo ikke!" Thi hun frygtede. Men han sagde: "Jo, du lo!"

21 Herren så til Sara, som han havde lovet, og Herren gjorde ved Sara, som han havde sagt, ² og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham. ³ Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak; ⁴ og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham. ⁵ Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham. ⁶ Da sagde Sara: "Gud ham beredt mig Latter; enhver, der hører det, vil le ad mig." ⁷ Og hun sagde: "Hvem skulde have sagt Abraham, at Sara ammer Børn! Sandelig, jeg har født ham en Søn i hans Alderdom!"

116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ² ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn.

¹² Hvorledes skal jeg gengælde Herren alle hans Velgerninger mod mig? ¹³ Jeg vil løfte Frelsens Bæger og påkalde Herrens Navn. ¹⁴ Jeg vil indfri Herren mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk. ¹⁵ Kostbar i Herrens Øjne er hans frommes Død. ¹⁶ Ak, Herre, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst. ¹⁷ Jeg vil ofre dig Lovprisningsoffer og påkalde Herrens Navn; ¹⁸ mine Løfter vil jeg indfri Herren i Påsyn af alt hans Folk ¹⁹ i Herrens Hus's Forgårde og i din Midte, Jerusalem!

5 Altså retfærdiggjorte af Tro have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Krist, ² ved hvem vi også have fået Adgang ved Troen til denne Nåde, hvori vi stå, og vi rose os af Håb om Guds Herlighed; ³ ja, ikke det alene, men vi rose os også af Trængslerne, idet vi vide, at Trængselen virker Udholdenhed, ⁴ men Udholdenheden Prøvethed, men Prøvetheden Håb, ⁵ men Håbet beskæmmer ikke; thi Guds Kærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Helligånd, som blev given os. ⁶ Thi medens vi endnu vare kraftesløse, døde Kristus til den bestemte Tid for ugudelige. ⁷ Næppe vil nemlig nogen dø for en retfærdig - for den gode var der jo måske nogen, som tog sig på at dø -, ⁸ men Gud beviser sin Kærlighed over for os, ved at Kristus døde for os, medens vi endnu vare Syndere.

³⁵ Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. ³⁶ Men da han så Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de vare vanrøgtede og forkomne som Får, der ikke have Hyrde. ³⁷ Da siger han til sine Disciple: "Høsten er stor, men Arbejderne ere få; ³⁸ beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til sin Høst."

10 Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over urene Ånder, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og enhver Skrøbelighed. ² Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, ³ Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob, Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus, ⁴ Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.

⁵ Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: "Går ikke hen på Hedningers Vej, og går ikke ind i Samaritaners By! ⁶ Men går hellere hen til de fortabte Får af Israels Hus! ⁷ Men på eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige er kommet nær. ⁸ Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde Ånder! I have modtaget det for intet, giver det for intet!

⁹ Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders Bælter; ¹⁰ ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko, ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd. ¹¹ Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge, hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I drage bort. ¹² Men når I gå ind i Huset, da hilser det; ¹³ og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder! ¹⁴ Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder! ¹⁵ Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land tåleligere på Dommens Dag end den By.

¹⁶ Se, jeg sender eder som Får midt iblandt Ulve; vorder derfor snilde som Slanger og enfoldige som Duer! ¹⁷ Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til Rådsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger. ¹⁸ Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd. ¹⁹ Men når de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme Time, hvad I skulle tale. ²⁰ Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Ånd, som taler i eder. ²¹ Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slå dem ihjel. ²² Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som holder ud indtil Enden, han skal blive frelst. ²³ Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.