Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

83 En Sang. En Salme af Asaf.

² Und dig, o Gud, ikke Ro, vær ej tavs, vær ej stille, o Gud! ³ Thi se, dine Fjender larmer, dine Avindsmænd løfter Hovedet, ⁴ oplægger lumske Råd mod dit Folk, holder Råd imod dem, du værner: ⁵ "Kom, lad os slette dem ud af Folkenes Tal, ej mer skal man ihukomme Israels Navn!" ⁶ Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig, ⁷ Edoms Telte og Ismaeliterne, Moab sammen med Hagriterne, ⁸ Gebal, Ammon, Amalek, Filister land med Tyrus's Borgere; ⁹ også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.

¹⁰ Gør med dem som med Midjan, som med Sisera og Jabin ved Kisjons Bæk, ¹¹ der gik til Grunde ved En-Dor og blev til Gødning på Marken! ¹² Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna, ¹³ fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje." ¹⁴ Min Gud, lad dem blive som hvirvlende Løv som Strå, der flyver for Vinden. ¹⁵ Ligesom Ild fortærer Krat og Luen afsvider Bjerge, ¹⁶ så forfølge du dem med din Storm, forfærde du dem med din Hvirvelvind; ¹⁷ fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o Herre; ¹⁸ lad dem blues, forfærdes for stedse, beskæmmes og gå til Grunde ¹⁹ Og kende, at du, hvis Navn er Herren, er ene den Højeste over al Jorden!

¹⁷ Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne ¹⁸ og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land. ¹⁹ Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud. ²⁰ Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte; ²¹ og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

²² Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet; ²³ han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge ²⁴ Men Gud kom til Aramæeren Laban i en Drøm om Natten og sagde til ham: "Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!"

²⁵ Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge ²⁶ sagde Laban til Jakob: "Hvad har du gjort! Mig har du narret, og mine Døtre har du ført bort. som var de Krigsfanger! ²⁷ Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper? ²⁸ Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig! ²⁹ Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob! ³⁰ Nu vel, så drog du altså bort fordi du længtes så meget efter din Faders Hus men hvorfor stjal du min Gud?" ³¹ Da svarede Jakob Laban: "Jeg var bange; thi jeg tænkte, du vilde rive dine Døtre fra mig! ³² Men den, hos hvem du finder din Gud, skal lade sit Liv! Gennemsøg i vore Frænders Påsyn, hvad: jeg har, og tag, hvad dit er!" Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde; stjålet den. ³³ Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt. ³⁴ Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet, ³⁵ sagde hun til sin Fader: "Min Herre tage mig ikke ilde op, at jeg ikke kan rejse mig for dig, da det går mig på Kvinders Vis!" Således ledte han efter Husguden uden at finde den.

3 O, I uforstandige Galatere! hvem har fortryllet eder, I, hvem Jesus Kristus blev malet for Øje som korsfæstet? ² Kun dette vil jeg vide af eder: Var det ved Lovens Gerninger, I modtoge Ånden, eller ved i Tro at høre? ³ Ere I så uforstandige? ville I, som begyndte i Ånd, nu ende i Kød? ⁴ Have I da prøvet så meget forgæves? hvis det da virkelig er forgæves! ⁵ Mon da han, som meddeler eder Ånden og virker kraftige Gerninger iblandt eder, gør dette ved Lovens Gerninger eller ved, at I høre i Tro? ⁶ ligesom jo "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed". ⁷ Erkender altså, at de, som ere af Tro, disse ere Abrahams Børn. ⁸ Men da Skriften forudså, at det er af Tro, at Gud retfærdiggør Hedningerne, forkyndte den forud Abraham det Evangelium: "I dig skulle alle Folkeslagene velsignes", ⁹ så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham.