Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

⁸ Da sagde Herren til Elias:

⁹ „Tag af sted til landsbyen Zarepta oppe ved Sidon og slå dig ned der! Dér bor en enke, som jeg har befalet at sørge for dig.” ¹⁰ Så tog Elias til Zarepta. Uden for byens port så han en enke, der gik og samlede brænde. Han kaldte på hende og bad om lidt vand at drikke. ¹¹ Da hun gik for at hente vandet, tilføjede han: „Tag også lidt brød med til mig!”

¹² „Jeg sværger ved Herren, din Gud, at jeg ikke har brød i huset!” svarede enken. „I melkrukken er der kun en håndfuld tilbage, og olivenolien er næsten brugt op. Jeg var netop i færd med at samle brænde for at bage et brød til mig og min søn af det sidste mel. Når vi har spist det, må vi lægge os til at dø.”

¹³ „Du skal ikke være bange,” sagde Elias. „Gå bare hjem og gør, som du har sagt. Bag brødet, men kom så tilbage og giv det til mig! Bagefter kan du bage noget til dig selv og din søn, ¹⁴ for Herren, Israels Gud, siger: Melet i krukken vil ikke slippe op, og kanden med olie vil ikke blive tom, før Herren sender regn igen.”

¹⁵ Så gjorde enken som Elias sagde. Elias og enken og hendes søn havde derefter nok at spise, ¹⁶ for som Herren havde sagt gennem Elias, sådan blev det: Melet i krukken slap ikke op, og kanden med olie blev ikke tom.

¹⁷ Men en dag blev kvindens søn syg. Det gik hurtigt ned ad bakke med ham og han døde.

¹⁸ „Åh, du profet!” græd hun, „Hvad galt har jeg gjort imod dig? Kom du hertil for at minde Gud om mine synder, så han kunne straffe mig ved at slå min dreng ihjel?”

¹⁹ „Giv drengen til mig!” svarede Elias. Så tog han drengen i sine arme, bar ham ovenpå til gæsteværelset, hvor han boede, og lagde ham på sengen. ²⁰ Derpå råbte han til Herren: „Min Gud, hvorfor har du bragt ulykke over denne enke, som har vist mig så stor en gæstfrihed?” ²¹ Derefter bøjede han sig hen over drengen tre gange, mens han fortsat råbte til Herren: „Herre, min Gud, gør dog drengen levende igen!”

²² Herren hørte Elias’ bøn, og drengen blev levende igen. ²³ Så fulgte Elias ham nedenunder til hans mor. „Se, her er din søn!” sagde han. „Han lever!”

²⁴ Da udbrød enken: „Nu ved jeg, at du er en profet, og at det, du siger, er sandt, for det er jo Herrens ord!”

Om at sætte sin lid til Herren

^11-12 Jeg understreger for jer, kære venner, at det budskab, jeg har forkyndt jer, ikke er noget, som mennesker har fundet på, eller noget, jeg har lært under mine studier. Det er Jesus Kristus selv, der har åbenbaret det for mig.

¹³ I har hørt om, hvordan jeg engang levede som rettroende jøde. Jeg forfulgte de kristne af al magt og forsøgte at udrydde Guds menighed. ¹⁴ Jeg var helt opslugt af at studere og følge vores jødiske traditioner, og jeg var langt mere fanatisk i min religiøse overbevisning end mine jævnaldrende. ^15-16 Men Gud besluttede at åbenbare sin Søn for mig, og da blev jeg klar over, at han, allerede før jeg blev født, havde udvalgt mig til at forkynde budskabet om Jesus for mennesker af alle folkeslag. Det gjorde han alene på grund af sin nåde og kærlighed. Da jeg fik den åbenbaring, spurgte jeg ikke straks mennesker til råds, ¹⁷ og jeg tog ikke til Jerusalem for at blive belært af dem, som allerede var apostle før mig. Nej, jeg begav mig straks ud i den arabiske ødemark og vendte senere tilbage til Damaskus.

¹⁸ Først tre år efter, at Jesus havde vist sig for mig, tog jeg til Jerusalem for at lære apostlen Peter at kende, og jeg blev hos ham i to uger. ¹⁹ Jeg så ikke noget til de andre apostle, undtagen Jesu bror, Jakob. ²⁰ Gud er mit vidne på, at det, jeg skriver her, er den absolutte sandhed. ²¹ Efter opholdet i Jerusalem tog jeg til Syrien og Kilikien. ²² De kristne menigheder i Judæa havde aldrig mødt mig personligt. ²³ Men de havde gentagne gange hørt, at den mand, som før i tiden forfulgte dem, nu udbredte den selv samme tro, som han før prøvede at udrydde. ²⁴ Og de takkede Gud for, hvad der var sket med mig.

Jesus opvækker enkens søn i Nain

¹¹ Den næste dag var Jesus på vandring i retning mod en by, der hedder Nain, og som sædvanlig havde han følgeskab af sine disciple og en stor skare af nysgerrige. ¹² Da de nærmede sig byporten, kom et begravelsesfølge dem i møde. Det viste sig at være en ung mand, der netop var død. Hans mor var enke og havde ikke andre sønner. Mange sørgende fra byen var med i følget. ¹³ Da Jesus så moderen, fik han medlidenhed med hende. „Græd ikke!” sagde han. ¹⁴ Så gik han hen og rørte ved båren, så bærerne standsede. „Unge mand,” sagde han, „rejs dig op!” ¹⁵ Den døde satte sig op og begyndte at sige noget, og Jesus gav ham tilbage til hans mor. ¹⁶ Overvældet af ærefrygt gav tilskuerne sig til at prise Gud. „En stor profet er midt iblandt os,” sagde de. „Gud er kommet til os for at hjælpe sit folk.”

¹⁷ Beretningen om, hvad der var sket den dag, spredtes ud over jødernes land og videre ud til de omkringliggende lande.