Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
135 Halleluja! Pris Herrens navn, pris det, I Herrens Tjenere, 2 som står i Herrens Hus, i vor Guds Huses Forgårde! 3 Pris Herren, thi god er Herren, lovsyng hans Navn, thi lifligt er det. 4 Thi Herren udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom. 5 Ja, jeg ved, at Herren er stor, vor Herre er større end alle Guder.
6 Herren gør alt, hvad han vil, i Himlene og på Jorden, i Have og alle Verdensdyb. 7 Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;
8 han, som slog Ægyptens førstefødte, både Mennesker og Kvæg, 9 og sendte Tegn og Undere i din Midte, Ægypten, mod Farao og alle hans Folk; 10 han, som fældede store Folk og veg så mægtige Konger, 11 Amoriternes konge Sion og Basans Konge Og, og alle Kana'ans Riger 12 og gav deres Land i Eje, i Eje til Israel, hans Folk. 13 Herre, dit Navn er evigt, din Ihukommelse, Herre, fra Slægt til Slægt, 14 thi Ret skaffer Herren sit Folk og ynkes over sine Tjenere.
15 Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder; 16 de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej; 17 de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund. 18 Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem. 19 Lov Herren, Israels Hus, lov Herren, Arons Hus, 20 lov Herren, Levis Hus, lov Herren, I, som frygter Herren! 21 Fra Zion være Herren lovet, han, som bor i Jerusalem!
8 I det sjette År på den femte dag i den sjette måned da jeg sad i mit Hus og Judas Ældste sad hos mig, faldt den Herre Herrens Hånd på mig. 2 Og jeg skuede, og se, der var noget ligesom en Mand; fra hans Hofter og nedefter var der Ild, og fra Hofterne og opefter så det ud som strålende Lys, som funklende Malm. 3 Han rakte noget som en Hånd ud og greb mig ved en Lok af mit Hovedhår, og Ånden løftede mig op mellem Himmel og Jord og førte mig i Guds Syner til Jerusalem, til Indgangen til den indre Forgårds Nordport, hvor Nidkærhedsbilledet, som vakte Nidkærhed, stod. 4 Og se, der var Israels Guds Herlighed; at se til var den, som jeg så den i Dalen. 5 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, løft dit Blik mod Nord!" Jeg løftede mit Blik mod Nord, og se, norden for Alterporten stod Nidkærhedsbilledet, ved Indgangen. 6 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, ser du, hvad de gør? Store er de Vederstyggeligheder, Israels Hus øver her, så jeg må vige langt bort fra min Helligdom. Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!"
7 Så førte han mig hen til Indgangen til Forgården. 8 Og han sagde til mig: "Menneskesøn, bryd igennem Væggen!" Og da jeg brød igennem Væggen, så jeg en Indgang. 9 Og han sagde til mig: "Gå ind og se, hvilke grimme Vederstyggeligheder de øver der!" 10 Og da jeg kom derind og skuede, se, da var alskens væmmelige Billeder af Kryb og kvæg og alle Israels Huses Afgudsbilleder indridset rundt om på Væggen. 11 Og halvfjerdsindstyve af Israels Huses Ældste med Jaazanja, Sjafans Søn, i deres Midte stod foran dem, hver med sit Røgelsekar i Hånden, medens Røgelseskyens Duft steg op. 12 Da sagde han til mig: "Ser du, Menneskesøn, hvad Israels Huses Ældste øver i Mørke hver i sine Billedkamre? Thi de siger: Herren ser intet, Herren har forladt Landet!" 13 Og han sagde til mig: "Du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se, som de øver!"
14 Så førte han mig hen til Indgangen til Herrens Huses Nordport, og se, der sad Kvinder og græd over Tammuz. 15 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Men du skal få endnu større Vederstyggeligheder at se!"
16 Så førte han mig hen til Herrens Huss indre Forgård, og se, ved Indgangen til Herrens Helligdom mellem Forhallen og Alteret var der omtrent fem og tyve Mænd; med Ryggen mod Herrens Helligdom og Ansigtet mod Øst tilbad de Solen. 17 Og han sagde til mig: "Ser du det, Menneskesøn? Har Judas Hus ikke nok i at øve de Vederstyggeligheder her, siden de fylder Landet med Vold og krænker mig endnu mere? Se, hvor de sender Stank op i Næsen på mig"! 18 Men derfor vil også jeg handle med dem i Vrede; jeg viser dem ingen Medynk eller Skånsel, og selv om de højlydt råber mig ind i øret vil jeg ikke høre dem.
26 Men en Herrens Engel talte til Filip og sagde: "Stå op og gå mod Syd på den Vej, som går ned fra Jerusalem til Gaza; den er øde." 27 Og han stod op og gik. Og se, der var en Æthioper, en Hofmand, en mægtig Mand hos Kandake, Æthiopernes Dronning, som var sat over alle hendes Skatte; han var kommen til Jerusalem for at tilbede. 28 Og han var på Hjemvejen og sad på sin Vogn og læste Profeten Esajas. 29 Men Ånden sagde til Filip:"Gå hen og hold dig til denne Vogn!" 30 Og Filip løb derhen og hørte ham læse Profeten Esajas; og han sagde: "Forstår du også det, som du læser?" 31 Men han sagde: "Hvorledes skulde jeg kunne det, uden nogen vejleder mig?" Og han bad Filip stige op og sætte sig hos ham. 32 Men det Stykke af Skriften, som han læste, var dette: "Som et Får blev han ført til Slagtning, og som et Lam er stumt imod den, der klipper det, således oplader han ej sin Mund. 33 I Fornedrelsen blev hans Dom taget bort; hvem kan fortælle om hans Slægt, efterdi hans Liv borttages fra Jorden?" 34 Men Hofmanden talte til Filip og sagde: "Jeg beder dig, om hvem siger Profeten dette? om sig selv eller om en anden?" 35 Da oplod Filip sin Mund, og idet han begyndte fra dette Skriftsted, forkyndte han ham Evangeliet om Jesus. 36 Men som de droge frem ad Vejen, kom de til noget Vand; og Hofmanden siger: "Se, her er Vand, hvad hindrer mig fra at blive døbt?" (37 Men Filip sagde: "Dersom du tror, af hele dit Hjerte, kan det ske." Men han svarede og sagde: "Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds Søn.") 38 Og han bød, at Vognen skulde holde, og de stege begge ned i Vandet, både Filip og Hofmanden; og han døbte ham 39 Men da de stege op af Vandet, bortrykkede Herrens Ånd Filip, og Hofmanden så ham ikke mere; thi han drog sin Vej med Glæde. 40 Men Filip blev funden i Asdod, og han drog omkring og forkyndte Evangeliet i alle Byerne, indtil han kom fil Kæsarea.