Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

²⁰ Da sendte Akab Bud rundt til alle Israeliterne og samlede Profeterne på Karmels Bjerg. ²¹ Elias trådte så frem for alt Folket og sagde: "Hvor længe vil I blive ved at halte til begge Sider? Er Herren Gud, så hold eder til ham, og er Ba'al Gud, så hold eder til ham!" Men Folket svarede ham ikke et Ord.

²² Da sagde Elias til Folket: "Jeg er den eneste af Herrens Profeter, der er tilbage, og Ba'als Profeter er 450 Mand; ²³ lad os nu få to unge Tyre; så skal de vælge den ene Tyr og hugge den i Stykker og lægge den på Brændet, men Ild må de ikke lægge til; den anden vil jeg lave til og lægge på Brændet, men uden at tænde Ild. ²⁴ Så skal I påkalde eders Guds Navn, og jeg vil påkalde Herrens Navn; den Gud, der svarer med Ild, han er Gud!" Alt Folket sagde: "Det Forslag er godt!" ²⁵ Derpå sagde Elias til Ba'als Profefer: "Vælg eder den ene Tyr og lav den til først, thi I er de mange, og påkald så eders Guds Navn, men I må ikke tænde Ild!" ²⁶ Så tog de Tyren og lavede den til og påkaldte Ba'als Navn fra Morgen til Middag, idet de råbte: "Hør os, Ba'al!" Men ikke en Lyd hørtes, der var ingen, som svarede; og de dansede haltende omkring det Alter, de havde opført. ²⁷ Men da det var blevet Middag, hånede Elias dem og sagde: "I må råbe højt, thi han er jo en Gud! Han er vel faldet i Tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i Søvn og må først vågne!" ²⁸ Da råbte de højt, og som de havde for Skik, sårede de deres Legemer med Sværd og Spyd, til Blodet flød ned ad dem. ²⁹ Og da det var over Middag, begyndte de at rase, og det varede lige til hen imod Afgrødeofferets Tid, men ikke en Lyd hørtes, ingen svarede, og ingen agtede derpå.

³⁰ Da sagde Elias til alt Folket: "Kom hen til mig!" Og da alt Folket var kommet hen til ham, satte han Herrens nedbrudte Alter i Stand. ³¹ Elias tog tolv Sten, svarende til Tallet på Jakobs Sønners Stammer, han, til hvem Herrens Ord lød: "Israel skal dit Navn!" ³² Og af disse Sten byggede han et Alter i Herrens Navn og gravede rundt om Alteret en Rende på omtrent to Sea Land. ³³ Derpå lagde han Brændet tilrette, huggede Tyren i Stykker og lagde den på Brændet. ³⁴ Så sagde han: "Fyld fire Krukker med Vand og hæld det ud over Brændofferet og Brændet!" Og da de havde gjort det, sagde han: "Een Gang til!" Og da de havde gjort det anden Gang, sagde han: "Een Gang til!" Og de gjorde det endnu en Gang. ³⁵ Det drev af Vand rundt om Alteret, også Renden fik han fyldt med Vand. ³⁶ Men ved Afgrødeofferets Tid trådte Profeten Elias frem og sagde: "Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det kendes i Dag, at dut er Gud i Israel og jeg din Tjener, og at jeg har gjort alt dette på dit Ord! ³⁷ Hør mig, Herre, hør mig, for at dette Folk må kende, at du Herre er Gud, og at du atter drager deres Hjerte til dig" ³⁸ Da for Herrens Ild ned og fortærede Brændofferet og Brændet og Stenene og Jorden; endog Vandet i Renden slikkede den bort. ³⁹ Da alt Folket så det, faldt de på deres Ansigt og råbte: "Herren er Gud, Herren er Gud!"

96 Syng Herren en ny sang, syng for Herren, al jorden, ² syng for Herren og lov hans Navn, fortæl om hans Frelse Dag efter Dag, ³ kundgør hans Ære blandt Folkene, hans Undere blandt alle Folkeslag! ⁴ Thi stor og højlovet er Herren, forfærdelig over alle Guder; ⁵ thi alle Folkeslagenes Guder er Afguder, Herren er Himlens Skaber. ⁶ For hans Åsyn er Højhed og Hæder, Lov og Pris i hans Helligdom. ⁷ Giv Herren, I Folkeslags Slægter, giv Herren Ære og Pris, ⁸ giv Herren hans Navns Ære, bring Gaver og kom til hans Forgårde, ⁹ tilbed Herren i helligt Skrud, bæv for hans Åsyn, al Jorden! ¹⁰ Sig blandt Folkeslag: "Herren har vist, han er Konge, han grundfæsted Jorden, den rokkes ikke, med Retfærd dømmer han Folkene." ¹¹ Himlen glæde sig, Jorden juble, Havet med dets Fylde bruse, ¹² Marken juble og alt, hvad den bærer! Da fryder sig alle Skovens Træer ¹³ for Herrens Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed.

1 Paulus, Apostel, ikke af Mennesker, ikke heller ved noget Menneske, men ved Jesus Kristus og Gud Fader, som oprejste ham fra de døde, ² og alle Brødrene, som ere med mig, til Menighederne i Galatien: ³ Nåde være med eder og Fred fra Gud Fader og vor Herre Jesus Kristus, ⁴ som gav sig selv for vore Synder, for at han kunde udfri os af den nærværende onde Verden, efter vor Guds og Faders Villie, ⁵ ham være Æren i Evigheders Evighed! Amen.

⁶ Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes Evangelium; ⁷ hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium. ⁸ Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! ⁹ Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! ¹⁰ Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener.

¹¹ Men jeg kundgør eder, Brødre! at det Evangelium, som er forkyndt af mig, er ikke Menneskeværk; ¹² thi heller ikke jeg har modtaget det eller er bleven undervist derom af noget Menneske, men ved Åbenbarelse at Jesus Kristus.

7 Men da han havde fuldendt alle sine Ord i Folkets Påhør, gik han ind i Kapernaum. ² Men en Høvedsmands Tjener, som denne holdt meget af, var syg og nær ved at dø. ³ men da han hørte om Jesus, sendte han nogle af Jødernes Ældste til ham og bad ham om, at han vilde komme og helbrede hans Tjener. ⁴ Men da de kom til Jesus, bade de ham indtrængende og sagde: "Han er vel værd, at du gør dette for ham; ⁵ thi han elsker vort Folk, og han har bygget Synagogen for os." ⁶ Og Jesus gik med dem. Men da han allerede ikke var langt fra Huset, sendte Høvedsmanden nogle Venner og lod ham sige: "Herre! umag dig ikke; thi jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit Tag. ⁷ Derfor agtede jeg heller ikke mig selv værdig til at komme til dig; men sig det med et Ord, så bliver min Dreng helbredt. ⁸ Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han; og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør dette! så gør han det." ⁹ Men da Jesus hørte dette, forundrede han sig over ham; og han vendte sig om og sagde til Skaren, som fulgte ham: "Jeg siger eder, end ikke i Israel har jeg fundet så stor en Tro." ¹⁰ Og da de, som vare udsendte, kom tilbage til Huset, fandt de den syge Tjener sund.