Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Herren er jordens konge og dommer
96 Syng en ny sang for Herren,
lad hele jorden synge med.
2 Syng Herrens pris og lov hans navn,
fortæl om hans frelse hver eneste dag.
3 Lad alle folk høre om hans vældige undere,
fortæl om de forunderlige ting, han har gjort.
4 For Herren er stor, og æren er hans,
ingen andre guder er værd at tilbede.
5 Andre folks guder er falske guder,
men Herren har skabt både himlen og jorden.
6 Han udstråler kongelig værdighed,
styrke og skønhed kommer fra hans nærvær.
7 Pris Herren, alle verdens folk,
forstå hans herlighed og magt.
8 Giv Herren den ære, der tilkommer ham,
bring jeres gaver og tilbed i hans tempel.
9 Tilbed Herren i helligt skrud,
bøj knæ for ham, alle jordens folk.
10 Fortæl folkeslagene, at Herren er konge,
han skabte jorden på et sikkert fundament,
og han vil dømme alle folkeslag retfærdigt.
11 Lad himlen glæde sig og jorden juble,
lad havene bruse i lovprisning,
12 lad marken med sin afgrøde juble,
lad lovsangen suse i skovens træer,
13 for Herren kommer,
han er på vej for at dømme jorden.
Han dømmer verden med retfærdighed,
alle jordens folk får en fair behandling.
Elias vender tilbage til kong Ahab
18 I tørkens tredje år sagde Herren til Elias: „Opsøg kong Ahab og sig til ham, at det ikke varer længe, før jeg sender regn igen.” 2-5 Så tog Elias af sted for at finde Ahab.
Ahab havde en hofchef ved navn Obadja, som var en mand, der virkelig havde ærefrygt for Herren. Engang, da Jezabel havde forsøgt at udrydde alle Herrens profeter, havde Obadja skjult 100 af dem i to huler, 50 i hver, og han havde sørget for mad og drikke til dem.
Hungersnøden i Samaria var efterhånden blevet helt ulidelig. Derfor tilkaldte Ahab Obadja og sagde til ham: „Vi bliver nødt til at rejse rundt i landet til alle bække og kildevæld for om muligt at finde græsning til mine heste og muldyr. Ellers bliver vi nødt til at aflive nogle af dem!” 6 Så fordelte de opgaven imellem sig og tog af sted i hver sin retning.
7 Mens Obadja nu vandrede af sted, stod Elias pludselig foran ham. Obadja genkendte ham og kastede sig på knæ med ansigtet mod jorden i ærbødighed.
„Er det virkelig dig, Elias, min herre?”
8 „Ja, det er mig,” svarede Elias. „Gå hen til kongen og sig, at jeg vil tale med ham.”
9 „Åh nej, herre,” indvendte Obadja. „Hvad har jeg dog gjort? Vil du have mig slået ihjel? 10 Du kan tro, kongen har sendt bud overalt—selv til nabolandene—for at lede efter dig. Og når folk sagde, de ikke havde set dig, tvang han dem til at sværge på det. 11 Nu står du så her og siger: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’ 12 Hvad nu hvis Herrens Ånd pludselig bortrykker dig til et sted, jeg ikke kender? Når jeg så melder kong Ahab, at jeg ved, hvor du er, og når kongen så alligevel ikke kan finde dig, så slår han mig ihjel. Det synes jeg ikke, jeg fortjener, for jeg har hele mit liv tjent Herren. 13 Har du ikke hørt, hvad jeg gjorde, dengang Jezabel ville slå alle Herrens profeter ihjel, hvordan jeg skjulte 100 af dem i to huler og kom med mad og drikke til dem? 14 Og nu siger du: ‚Sig til kongen, at Elias er her!’—Åh nej, han slår mig ihjel!”
15 Elias svarede: „Så sandt Herren lever, den almægtige Gud, som jeg tjener, jeg vil mødes med Ahab i dag!”
Styrkeprøven på Karmels bjerg
16 Så tog Obadja af sted for at fortælle Ahab, at Elias var kommet, og Ahab gik ham i møde.
17 „Er det virkelig dig, din ulykkesfugl?” udbrød Ahab ved synet af Elias. „Det er jo dig, vi kan takke for al den elendighed!”
18 „Nej, den elendighed kan du takke dig selv for,” svarede Elias, „for det er dig og din fars slægt, der nægter at adlyde Herrens befalinger, fordi I hellere vil dyrke Ba’al. 19 Men hør nu her! Du skal kalde hele Israels folk sammen på Karmels bjerg. Der vil jeg mødes med dem og de 450 ba’alsprofeter og de 400 Asheraprofeter, som Jezabel har ansat.”
Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder(A)
31 Jesus slog sig derefter ned i Kapernaum. Den følgende sabbat underviste han i synagogen, 32 og hans ord gjorde dybt indtryk på folk, for han talte til dem med en autoritet, de ikke var vant til.
33 Nu var der i forsamlingen en mand, der var besat af en ond ånd. Han begyndte at råbe af fuld hals: 34 „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”
35 „Ti stille, og kom ud af ham!” befalede Jesus. Den onde ånd kastede manden til jorden og fór så skrigende ud af ham uden at gøre ham yderligere fortræd. 36 De tilstedeværende blev forfærdede og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvilken utrolig magt! Han taler jo med en sådan autoritet, at selv de onde ånder adlyder ham og farer ud.” 37 Og rygtet om ham gik som en løbeild over hele egnen.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.