Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
68 Til Sangmesteren. Af David. En Salme. En Sang.
2 Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn, 3 som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn. 4 Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn. 5 Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! Herren er hans Navn, jubler for hans Åsyn, 6 faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig, 7 Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.
8 Da du drog ud, o Gud, i Spidsen for dit Folk, skred frem gennem Ørkenen - Sela - da rystede Jorden, 9 ja, Himlen dryppede for Guds Åsyn, for Guds Åsyn, Israels Guds. 10 Regn i Strømme lod du falde, o Gud, din vansmægtende Arvelod styrkede du;
19 Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, Herre, o Gud.
20 Lovet være Herren! Fra Dag til Dag bærer han vore Byrder; Gud er vor Frelse. - Sela.
22 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 "Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv. 3 Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret? 4 Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor? 5 Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6 Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne, 7 gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød. 8 Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der. 9 Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme. 10 Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat. 11 Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!
12 Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står! 13 Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky? 14 Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!" 15 Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte, 16 de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm, 17 som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?" 18 Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt. 19 De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem: 20 For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
2 Senere, efter fjorten Års Forløb, drog jeg atter op til Jerusalem med Brnabas og tog også Titus med. 2 Men jeg drog op ifølge en Åbenbaring og forelagde dem, men særskilt de ansete, det Evangelium, som jeg prædiker iblandt Hedningerne, - om jeg vel løber eller har løbet forgæves. 3 Men end ikke min Ledsager, Titus, som var en Græker, blev tvungen til at omskæres, 4 nemlig for de indsnegne falske Brødres Skyld, som jo havde listet sig ind for at lure på vor Frihed, som vi have i Kristus Jesus, for at de kunde gøre os til Trælle. 5 For dem vege vi end ikke et Øjeblik i Eftergivenhed, for at Evangeliets Sandhed måtte blive varig hos eder. 6 Men fra deres Side, som ansås for at være noget, (hvordan de fordum vare, er mig uden Forskel; Gud ser ikke på et Menneskes Person;) - over for mig nemlig havde de ansete intet at tilføje. 7 Men tværtimod, da de så, at jeg har fået Evangeliet til de uomskårne betroet, ligesom Peter til de omskårne, 8 (thi han, som gav Peter Kraft til Apostelgerning for de omskårne, gav også mig Kaft dertil for Hedningerne;) 9 og da de lærte den mig givne Nåde at kende, gave Jakob og Kefas og Johannes, som ansås for at være Søjler, mig og Barnabas Samfundshånd for at vi skulde gå til Hedningerne og de til de omskårne; 10 kun at vi skulde komme de fattige i Hu, hvad jeg også just har bestræbt mig for at gøre.