Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Skabningens Herre
104 Min sjæl, pris Herren.
Min Gud, du er vidunderlig stor.
Du udstråler kongelig værdighed,
2 du er omgivet af et strålende lys.
Du udspændte himlen som en teltdug
3 og byggede din bolig på hvælvingens bue.
Du bruger en tordensky som stridsvogn
og farer af sted på vindens vinger.
4 Du bruger stormvinde som dine sendebud
og gør lynene til dine tjenere.
5 Du grundfæstede jorden,
den står urokkeligt fast.
6 Havets vandmasser dækkede den som en klædning
og gik hen over bjergenes tinder.
7 Ved din befaling kom vandene i bevægelse,
de styrtede væk ved din tordenrøst,
8 de strømmede over bjerge og gennem dale,
for at komme til det sted, du havde beredt for dem.
9 Havene fik en grænse at holde sig bagved,
så de aldrig skulle dække hele jorden igen.
10 Du lod kilder risle frem i dalene
og bække bane sig vej mellem bjergene,
11 så dyrene kan få vand at drikke,
vildæslerne slukke deres tørst.
12 Ved bredden bygger fuglene rede,
fra trækronerne høres deres sang.
13 Fra himlen sender du regn over bjergene,
du velsigner jorden med væde.
14 Du får græs til at spire frem som føde for kvæget,
du gør det muligt for mennesker at dyrke deres afgrøder.
15 Vin, som giver os glæde,
olivenolie, som får vore ansigter til at stråle,
brød, som giver os styrke og helse.
16 Herren passer de træer, han har plantet,
Libanons cedre får rigeligt med regn.
17 Fuglene bygger rede i træernes grene,
storkene bor i fyrretræernes toppe.
18 Højt på bjerget holder stenbukken til,
mellem klipper er grævlingens skjul.
19 Du skabte månen til at markere årets gang,
solen står op og går ned på den fastsatte tid.
20 Du skabte nattens mørke,
hvor de vilde dyr kommer frem.
21 De unge løver brøler efter bytte,
fanger de dyr, Gud har givet dem til føde.
22 De trækker sig tilbage, når solen står op,
går hjem til deres huler og lægger sig.
23 Da begynder mennesket sin daglige dont,
bliver ved med at arbejde, til dagen er forbi.
24 Oh, Gud, hvor er din visdom stor!
Jorden er fuld af dine skabninger.
Hvilken mangfoldighed du har skabt.
25 Foran mig ligger det mægtige hav,
det vrimler af liv i alle former og farver.
26 Skibene pløjer sig gennem de store have,
Livjatan, som du skabte, boltrer sig i bølgerne.
27 Hele skabningen er afhængig af dig,
du giver dem føde i rette tid.
28 Du giver, og de tager imod,
når du åbner din hånd, bliver de mætte.
29 Men vender du ryggen til dem,
bliver de skrækslagne.
Tager du deres livsånde bort,
dør de og bliver til støv.
30 Din livgivende Ånd har skabende kraft,
du fornyer alt liv på jorden.
31 Gid Herrens herlighed må vare for evigt!
Gid han altid må glæde sig over sit skaberværk!
32 Når han ser på jorden, skælver den.
Når han rører ved bjergene, bryder de i brand.
33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
prise Gud til mit sidste åndedrag.
34 Må han finde behag i min lovsang,
for han er kilden til al min glæde.
35 Gid der ingen syndere var tilbage,
ingen gudløse på hele jorden.
Min sjæl, pris Herren!
Halleluja!
32 1-3 Lyt efter, himmel og jord,
livgivende er mine ord,
forfriskende er min tale
som dug i grønne dale.
Om Herren jeg vil jer lære,
så I lever ham til ære!
4 Som en klippe er Herren urokkelig,
en trofast Gud, helt uden svig.
5 Men hans eget folk, åh, hvilken skam,
vendte ryggen til og svigtede ham.
6 Hvilken tåbelighed at begå,
hvilken måde at lønne hans trofasthed på.
Er han ikke jeres skaber og far,
som har givet jer alt, hvad I har?
7 Lad nu tankerne gå tilbage
og husk på fortidens dage.
Lad de, som er grånet af ælde,
om tegn og undere fortælle.
8 Da Herren fordelte jorden
mellem folk fra syden til norden,
satte han landenes skel
med tanke på menneskers[a] vel.
9 Men Israel beholdt han selv.
Det folk blev hans ejendom.
10 Han fandt dem i ødemarken tom
under ørkenhimlens brændende hvælv.
Han vogted’ dem fra det høje,
som man værner sit sårbare øje.[b]
11 Som en ørn, der skubber ungen ud af reden[c]
og spreder vingerne ud forneden,
han løfted’ sit folk på sit vingefang
og bar dem fremad dagen lang.
12 Herren ville selv dem føre,
ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
13 De bosatte sig i landet med bakker og slugter
og blev næret af markens og træernes frugter.
Fra klippens spalter fik de honning på bord,
de fik olivenolie trods den stenede jord.
14 Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,
kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.
De høstede en hvede så fin,
og dertil den blodrøde druevin.
Om at have frimodighed og udholdenhed
32 Tænk på den første tid, da I lige havde modtaget sandhedens lys. I holdt ud gennem forfølgelse og mange lidelser. 33 Somme tider blev I offentligt gjort til grin og mishandlet, og andre gange stillede I jer solidarisk med dem, der oplevede den slags ting. 34 I følte med dem, der blev kastet i fængsel, og I kunne med sindsro se på, at alle jeres ejendele blev taget fra jer, for I vidste, at noget bedre ventede jer i den kommende verden, hvor de vedvarende værdier findes.
35 Hold fast på jeres frimodighed, for med den har I udsigt til en stor belønning. 36 I har brug for udholdenhed for at kunne gøre Guds vilje og få det, som Gud har lovet jer. 37 Der er ikke så lang tid tilbage. Skriften siger: „Han, som skal komme, vil komme, og han kommer ikke for sent. 38 Den retskafne får livet ved sin tro. De, der vender sig væk fra mig, har jeg ikke behag i.”[a]
39 Men vi hører ikke til dem, der vender sig væk fra Gud og fortabes. Nej, vi hører til dem, der tror og får det evige liv.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.