Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

40 Trøst, ja trøst mit Folk, så siger eders Gud, ² tal Jerusalem kærligt til og råb kun til det, at nu er dets Strid til Ende, dets Skyld betalt, tvefold Straf har det fået af Herrens Hånd for alle sine Synder. ³ I Ørkenen råber en Røst: "Ban Herrens Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud! ⁴ Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette. ⁵ Åbenbares skal Herrens Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi Herrens Mund har talet." ⁶ Der lyder en Røst, som siger: "Råb!" Jeg svarer: "Hvad skal jeg råbe?" "Alt Kød til Hobe er Græs, al dets Ynde som Markens Blomst; ⁷ Græsset tørres, Blomsten visner, når Herrens Ånde blæser derpå; visselig, Folket er Græs, ⁸ Græsset tørres, Blomsten visner, men vor Guds Ord bliver evindelig." ⁹ Stig op på højen Bjerg, du Zions Glædesbud, løft din Røst med Kraft, du Jerusalems Glædesbud, løft den uden Frygt og sig til Judas Byer: "Se eders Gud!" ¹⁰ Se, den Herre Herren kommer med Vælde, han hersker med sin Arm. Se, hans Løn er med ham, hans Vinding foran ham, ¹¹ han vogter sin Hjord som en Hyrde, samler den med Armen, bærer Lammene i Favn og leder de diende Får.

85 Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Salme.

² Du var nådig, Herre, imod dit land du vendte Jakobs Skæbne,

⁸ Lad os skue din Miskundhed, Herre, din Frelse give du os!

⁹ Jeg vil høre, hvad Gud Herren taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham; ¹⁰ ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land; ¹¹ Miskundhed og Sandhed mødes, Retfærd og Fred skal kysse hinanden; ¹² af Jorden spirer Sandhed frem, fra Himlen skuer Retfærd ned. ¹³ Derhos giver Herren Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;

⁸ Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. ⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. ¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.

¹¹ Efterdi da alt dette opløses, hvor bør I da ikke færdes i hellig Vandel og Gudsfrygt, ¹² idet I forvente og fremskynde Guds Dags Tilkommelse, for hvis Skyld Himle skulle antændes og opløses, og Elementer komme i Brand og smelte. ¹³ Men vi forvente efter hans Forjættelse nye Himle og en ny Jord, i hvilke Retfærdighed bor. ¹⁴ Derfor, I elskede! efterdi I forvente dette, så gører eder Flid for at findes uplettede og ulastelige for ham i Fred, ¹⁵ og agter vor Herres Langmodighed for Frelse; ligesom også vor elskede Broder Paulus efter den ham givne Visdom har skrevet til eder,

1 Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er således, ² som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej. ³ Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej, gører hans Stier jævne!" ⁴ Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse. ⁵ Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbt, af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder ⁶ Og Johannes var klædt i Kamelhår og havde et Læderbælte om sin Lænd og spiste Græshopper og vild Honning. ⁷ Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig ned og løse. ⁸ Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den Helligånd."