Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

79 Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob; ² de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød; ³ deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem; ⁴ vore Naboer er vi til Hån, vore Grander til Spot og Spe. ⁵ Hvor længe vredes du, Herre - for evigt? hvor længe skal din Nidkærhed lue som Ild? ⁶ Udøs din Vrede på Folk, der ikke kender dig, på Riger, som ikke påkalder dit Navn; ⁷ thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.

⁸ Tilregn os ikke Fædrenes Brøde, lad din Barmhjertighed komme os snarlig i Møde, thi vi er såre ringe, ⁹ Hjælp os, vor Frelses Gud, for dit Navns Æres Skyld, fri os, forlad vore Synder for dit Navns Skyld! ¹⁰ Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne! ¹¹ Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde, ¹² lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre! ¹³ Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt!

4 Og det skal ske i de sidste Dage, at HerrenS Huses Bjerg, grundfæstet på Bjergenes Top, skal løfte sig op over Højene. Did skal Folkeslag strømme. ² og talrige Folk komme vandrende: "Kom, lad os drage til Herrens Bjerg, til Jakobs Guds Hus; os skal han lære sine Veje, så vi kan gå på hans Stier; thi fra Zion udgår Åbenbaring, fra Jerusalem Herrens Ord." ³ Da dømmer han mange Folkeslag imellem, skifter Ret mellem talrige, fjerne Folk; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer. ⁴ Da sidder hver under sin Vinstok og sit Figenfræ, og ingen. skræmmer dem, så sandt Hærskarers Herres Mund har talet. ⁵ Thi alle Folkeslag vandrer hvert i sin Guds Navn, men vi vil vandre i Herren vor Guds Navn for evigt og altid.

15 Og jeg så et andet Tegn i Himmelen, stort og vidunderligt: syv Engel som have de syv sidste Plager; thi med disse er Guds Harme fuldbyrdet. ² Og jeg så som et Glarhav, blandet med Ild, og dem, som sejrende gik ud af Kampen med Dyret og dets Billede og dets Navns Tal, stående ved Glarhavet og holdende Guds Harper. ³ Og de sang Mose, Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, og sagde: Store og vidunderlige ere dine Gerninger, Herre, Gud, du Almægtige! retfærdige og sande' ere dine Veje, du Folkeslagenes Konge! ⁴ Hvem skulde ikke frygte dig, Herre! og prise dit Navn? Thi du alene er hellig; ja, alle Folkeslagene skulle komme og tilbede for dit Åsyn, fordi dine retfærdige Domme ere blevne åbenbarede. ⁵ Og derefter så jeg, og Vidnesbyrdets Tabernakels Tempel i Himmelen blev åbnet, ⁶ og de syv Engle, som havde de syv Plager, gik ud af Templet, iførte rent og skinnende Linklæde og omgjordede om Brystet med Guldbælter. ⁷ Og et af de fire levende Væsener gav de syv Engle syv Guldskåle fyldte med Guds Harme, han. som lever i Evighedernes Evigheder. ⁸ Og Templet fyldtes med Røg fra Guds Herlighed og fra hans Kraft; og ingen kunde gå ind i Templet, førend de syv Engles syv Plager fik Ende.