Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

128 Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje! ² Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel! ³ Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord. ⁴ Se, så velsignes den Mand, der frygter Herren.

⁵ Herren velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage ⁶ og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel!

4 Da nu hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan, sagde Herren til Josua: ² "Vælg eder tolv Mænd af Folket, een Mand af hver Stamme, ³ og byd dem: Tag eder tolv Sten her, midt i Jordan, hvor Præsterne stod stille, bring dem med over og stil dem på den Plads, hvor I holder Rast i Nat!" ⁴ Så lod Josua de tolv Mænd kalde, som han havde til Rede af Israeliterne, een Mand af hver Stamme; ⁵ og Josua sagde til dem: "Gå foran Herren eders Guds Ark midt ud i Jordan, og tag så hver en Sten på Skulderen, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, ⁶ for at det kan tjene til Tegn iblandt eder. Når eders Børn i Fremtiden spørger: Hvad Betydning har disse Sten for eder? ⁷ så skal I sige til dem: De betyder, at Jordans Vand standsede foran Herrens Pagts Ark; da den drog over Jordan, standsede Jordans Vand. Og disse Sten skal være Israeliterne et Mindetegn til evig Tid!" ⁸ Da gjorde Israeliterne, som Josua bød, og tog tolv Sten midt i Jordan, som Herren havde sagt til Josua, svarende til Tallet på Israeliternes Stammer, og de bragte dem med over til det Sted, hvor de holdt Rast, og stillede dem der. ⁹ Og tolv Sten rejste Josua midt i Jordan på det Sted, hvor Præsterne, som bar Pagtens Ark, stod stille, og der står de den Dag i Dag.

¹⁰ Men Præsterne, som bar Arken, blev stående midt i Jordan, indtil alt, hvad Herren havde pålagt Josua at sige til Folket, var udført, i Overensstemmelse med alt, hvad Moses havde pålagt Josua; og Folket gik skyndsomt over. ¹¹ Da hele Folket så havde tilendebragt Overgangen, gik Herrens Ark og Præsterne over og stillede sig foran Folket. ¹² Og Rubeniterne, Gaditerne og Manasses halve Stamme drog væbnet over i Spidsen for Israeliterne, som Moses havde sagt til dem; ¹³ henved 40000 Mand i Tal, rustede til Strid, drog de foran Herren over til Jerikos Sletter til Hamp. ¹⁴ På den Dag gjorde Herren Josua stor i hele Israels Øjne, og de frygtede ham alle hans Livs Dage, som de havde frygtet Moses.

¹⁵ Da sagde Herren til Josua: ¹⁶ "Byd Præsterne, som bærer Vidnesbyrdets Ark, at stige op fra Jordan!" ¹⁷ Og Josua bød Præsterne: "Stig op fra Jordan!" ¹⁸ Så steg Præsterne, som bar Herrens Pagts Ark, op fra Jordan, og næppe havde deres Fødder betrådt det tørre Land, før Jordans Vand vendte tilbage til sit Leje og overalt gik over sine Bredder som før. ¹⁹ Og Folket steg op fra Jordan den tiende Dag i den første Måned og slog Lejr i Gilgal ved Østenden af Jerikolandet.

²⁰ Men de tolv Sten, som de havde taget op fra Jordan, rejste Josua i Gilgal, ²¹ og han sagde til Israeliterne: "Når eders Børn i Fremtiden spørger deres Fædre: Hvad betyder disse Sten? ²² så skal I fortælle eders Børn det og sige: På tør Bund gik Israel over Jordan derhenne; ²³ thi Herren eders Gud lod Jordans Vand tørre bort foran eder, indtil I var kommet over, ligesom Herren eders Gud gjorde med det røde Hav, som han lod tørre bort foran os, indtil vi var kommet over, ²⁴ for at alle Jordens Folk skal kende, at Herrens Arm er stærk, at de må frygte Herren eders Gud alle Dage."

¹³ Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro. ¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne, ¹⁵ der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod, ¹⁶ idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud.

¹⁷ Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel, ¹⁸ efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri. ¹⁹ Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse? ²⁰ I ere jo vor Ære og Glæde.