Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
7 Men Herren sagde til Josua: "I Dag begynder jeg at gøre dig stor i hele Israels Øjne, for at de kan vide, at jeg vil være med dig, som jeg var med Moses. 8 Du skal byde Præsterne, som bærer Pagtens Ark: Når I kommer til Kanten af Jordans Vand, skal I standse der ved Jordan!" 9 Da sagde Josua til Israeliterne: "Kom hid og hør Herren eders Guds Ord!" 10 Og Josua sagde: "Derpå skal I kende, at der er en levende Gud iblandt eder, og at han vil drive Kana'anæerne, Hetiterne, Hivviterne, Perizziterne, Girgasjiterne, Amoriterne og Jebusiterne bort foran eder: 11 Se, Herrens, al Jordens Herres, Ark skal gå foran eder gennem Jordan. 12 Vælg eder nu tolv Mænd af Israels Stammer, een Mand af hver Stamme. 13 Og så snart Præsterne, som bærer Herrens, al Jordens Herres, Ark, sætter Foden i Jordans Vand, skal Jordans Vand standse, det Vand, som kommer ovenfra, og stå som en Vold."
14 Da Folket så brød op fra deres Telte for at gå over Jordan med Præsterne, som bar Arken, i Spidsen, 15 og da de, som bar Arken, kom til Jordan, og Præsterne, som bar Arken, rørte ved Vandkanten med deres Fødder Jordan gik overalt over sine Bredder i hele Høsttiden 16 standsede Vandet, som kom ovenfra, og stod som en Vold langt borte, oppe ved Byen Adam, som ligger ved Zaretan, medens det Vand, som flød ned mod Arabaeller Salthavet, løb helt bort; således gik Folket over lige over for Jeriko. 17 Men Præsterne, som bar Herrens Pagts Ark, blev stående på tør Bund midt i Jordan, medens hele Israel gik over på tør Bund, indtil hele Folket havde tilendebragt Overgangen over Jordan.
107 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig! 2 Så skal Herrens genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd 3 og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.
4 I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By, 5 de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte; 6 men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler 7 og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.
33 Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land, 34 til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der. 35 Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder; 36 der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i, 37 tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.
9 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder. 10 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro; 11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn 12 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
13 Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro.
23 Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde: 2 På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne. 3 Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke. 4 Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på Menneskenes Skuldre;men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger. 5 Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene; thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder store. 6 Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de fornemste Pladser i Synagogerne 7 og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene. 8 Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders Mester, men I ere alle Brødre. 9 Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er eders Fader, han, som er i Himlene. 10 Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders Vejleder, Kristus. 11 Men den største iblandt eder skal være eders Tjener. 12 Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som fornedrer sig selv, skal ophøjes.