Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

32 Men da Folket så, at Moses tøvede med at komme ned fra Bjerget, samlede det sig om Aron, og de sagde til ham: "Kom og lav os en Gud, som kan drage foran os, thi vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, der førte os ud af Ægypten!" ² Da sagde Aron til dem: "Riv de Guldringe af, som eders Hustruer, Sønner og Døtre har i Ørene, og bring mig dem!" ³ Så rev hele Folket deres Guldørenringe af og bragte dem til Aron. ⁴ Og han modtog dem af deres Hånd, formede Guldet med en Mejsel og lavede en støbt Tyrekalv deraf. Da sagde de: "Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" ⁵ Og da Aron så det, byggede han et Alter for den, og Aron lod kundgøre: "I Morgen er det Højtid for Herren!" ⁶ Tidligt næste Morgen ofrede de så Brændofre og bragte Takofre og Folket satte sig til at spise og drikke, og derpå stod de op for at lege.

⁷ Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; ⁸ hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" ⁹ Og Herren sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk. ¹⁰ Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!" ¹¹ Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor Herre skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd? ¹² Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk! ¹³ Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!" ¹⁴ Da angrede Herren den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk.

106 Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evindelig! ² Hvo kan opregne Herrens vældige gerninger, finde ord til at kundgøre al hans pris? ³ Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed! ⁴ Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse, ⁵ at vi må se dine udvalgtes lykke, glæde os ved dit folks glæde og med din arvelod prise vor lykke!

⁶ Vi syndede som vore Fædre, handlede ilde og gudløst.

¹⁹ De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; ²⁰ de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs; ²¹ de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten, ²² Undere i Kamiternes Land, frygtelige Ting ved det røde Hav. ²³ Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

4 Derfor, mine Brødre, elskede og savnede, min Glæde og Krans! står således fast i Herren, I elskede!

² Evodia formaner jeg, og Syntyke formaner jeg til at være enige i Herren. ³ Ja, jeg beder også dig, min ægte Synzygus! tag dig af dem; thi de have med mig stridt i Evangeliet, tillige med Klemens og mine øvrige Medarbejdere, hvis Navne stå i Livets Bog.

⁴ Glæder eder i Herren altid; atter siger jeg: glæder eder! ⁵ Eders milde Sind vorde kendt at alle Mennesker! Herren er nær! ⁶ Værer ikke bekymrede for noget, men lader i alle Ting eders Begæringer komme frem for Gud i Påkaldelse og Bøn med Taksigelse; ⁷ og Guds Fred, som overgår al Forstand, skal bevare eders Hjerter og eders Tanker i Kristus Jesus. ⁸ I øvrigt, Brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: lægger eder det på Sinde! ⁹ Hvad I både have lært og modtaget og hørt og set på mig, dette skulle I gøre, og Fredens Gud skal være med eder.

22 Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og sagde: ² "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn. ³ Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme. ⁴ Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet! ⁵ Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab; ⁶ og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem. ⁷ Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad. ⁸ Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd. ⁹ Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde! ¹⁰ Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster. ¹¹ Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning. ¹² Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav. ¹³ Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. ¹⁴ Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."