Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe. 50 Det er min Trøst i Nød, at dit Ord har holdt mig i Live. 51 De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov. 52 Dine Lovbud fra fordum, Herre, kom jeg i Hu og fandt Trøst. 53 Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov. 54 Dine vedtægter blev mig til Sange i min Udlændigheds Hus. 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, Herre, jeg holdt din Lov. 56 Det blev min lykkelige Lod: at agte på dine Befalinger.
10 Og når Herren din Gud fører dig ind i det Land, han tilsvor dine Fædre Abraham, Isak og Jakob at ville give dig, store og smukke Byer, som du ikke har bygget, 11 Huse, der er fulde af alt godt, som du ikke har samlet, udhuggede Ciesterner, som du ikke har udhugget, Vingårde og Olivenhaver, som du ikke har plantet, og du spiser dig mæt, 12 vogt dig da for at glemme Herren, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset; 13 Herren din Gud skal du frygte, ham skal du dyrke, og ved hans Navn skal du svælge! 14 I må ikke holde eder til andre Guder, til nogen af de omboende Folks Guder, 15 thi Herren din Gud er en nidkær Gud i din Midte; ellers vil Herren din Guds Vrede blusse op imod dig, så han udrydder dig af Jorden.
16 I må ikke friste Herren eders Gud, som I gjorde ved Massa. 17 I skal omhyggeligt holde Herren eders Guds Bud, Vidnesbyrd og Anordninger, som han har pålagt dig; 18 og du skal gøre, hvad der er ret og godt i Herrens Øjne, for at det må gå dig vel, og du må komme ind og få det herlige Land i Eje. som Herren tilsvor dine Fædre, 19 idet han jager alle dine Fjender bort foran dig, som Herren har sagt!
20 Når din Søn i Fremtiden spørger dig: "Hvorledes har det sig med de Vidnesbyrd, Anordninger og Lovbud, som Herren vor Gud gav eder?" 21 så skal du svare din Søn således: "Vi var engang Faraos Trælle i Ægypten; men Herren førte os ud af Ægypten med stærk Hånd. 22 Og Herren udførte Tegn og store, ødelæggende Undere på Ægypten, på Farao og hele hans Hus, lige for vore Øjne; 23 men os førte han ud derfra for at føre os ind og give os det Land, han havde tilsvoret vore Fædre. 24 Dengang pålagde Herren os at handle efter alle disse Anordninger, idet vi frygter Herren vor Gud, for at det altid må gå os vel, for at han kan lade os blive i Live, som det hidtil er sket. 25 Og vi skal stå som retfærdige for Herren vor Guds Ansigt, når vi handler efter alle disse Anordninger, således som han har pålagt os!"
45 Mange af de Jøder, som vare komne til Maria og havde set, hvad han havde gjort, troede nu på ham; 46 men nogle af dem gik hen til Farisæerne og sagde dem, hvad Jesus, havde gjort. 47 Ypperstepræsterne og Farisæerne sammenkaldte da et Møde af Rådet og sagde: "Hvad gøre vi? thi dette Menneske gør mange Tegn. 48 Dersom vi lade ham således blive ved, ville alle tro på ham, og Romerne ville komme og tage både vort Land og Folk." 49 Men en af dem, Kajfas, som var Ypperstepræst i det År, sagde til dem: 50 "I vide intet; ej heller betænke I, at det er os gavnligt, at eet Menneske dør for Folket, og at ikke det hele Folk skal gå til Grunde." 51 Men dette sagde han ikke af sig selv; men da han var Ypperstepræst i det År, profeterede han at Jesus skulde dø for Folket; 52 og ikke for Folket alene, men for at han også kunde samle Guds adspredte Børn sammen til eet. 53 Fra den Dag af rådsloge de derfor om at ihjelslå ham.
54 Derfor vandrede Jesus ikke mere frit om iblandt jøderne, men gik bort derfra ud på Landet, nær ved Ørkenen, til en By, som kaldes Efraim; og han blev der med sine Disciple. 55 Men Jødernes Påske var nær; og mange fra Landet gik op til Jerusalem før Påsken for at rense sig. 56 Da ledte de efter Jesus og sagde mellem hverandre, da de stode i Helligdommen: "Hvad mene I? Mon han ikke kommer til Højtiden?" 57 Men Ypperstepræsterne og Farisæerne havde givet Befaling om at dersom nogen vidste, hvor han var, skulde han give det til Kende for at de kunde gribe ham.