Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
42 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.
2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, således skriger min Sjæl efter dig, o Gud. 3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn? 4 Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?" 5 Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren. 6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg. 8 Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig. 9 Sin Miskundhed sender Herren om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud. 10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender? 11 Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?" 12 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!
9 Derpå sagde Herren til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde Herren Folkets Svar. 10 Da sagde Herren til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder 11 og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil Herren stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg. 12 Og du skal rundt om spærre af for Folket og sige til dem: Vog eder for at gå op på Bjerget, ja for blot at røre ved Yderkanten deraf; enhver, der rører ved Bjerget, er dødsens! 13 Ingen Hånd må røre ved ham, han skal stenes eller skydes ned; hvad enten det er et Dyr eller et Menneske, skal det miste Livet. Når Væderhornet lyder, skal de stige op på Bjerget." 14 Så steg Moses ned fra Bjerget til Folket og lod Folket hellige sig, og de tvættede deres Klæder; 15 og han sagde til Folket: Hold eder rede til i Overmorgen, ingen må komme en Kvinde nær!"
16 Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren. 17 Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for Bjerget. 18 Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi Herren steg ned derpå i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele Folket skælvede så1e. 19 Og Stødene i Hornene blev stærkere og stærkere; Moses talte, og Gud svarede ham med høj Røst. 20 Og da Herren var steget ned på Sinaj Bjerg, på Toppen af Bjerget, kaldte han Moses op på Toppen af Bjerget, og Moses steg derop. 21 Da sagde Herren til Moses: "Stig ned og indskærp Folket, at de ikke må trænge sig frem til Herren for at se ham, at der ikke skal ske et stort Mandefald iblandt dem. 22 Selv Præsterne, som ellers træder frem for Herren, skal hellige sig, for at ikke Herren skal tynde ud i deres Rækker." 23 Da sagde Moses til Herren: "Folket kan jo ikke stige op på Sinaj Bjerg, thi du har selv indskærpet os at afspærre Bjerget og hellige det." 24 Men Herren sagde til ham: "Stig nu ned og kom atter herop sammen med Aron; men Præsterne og Folket må ikke trænge sig frem for at komme op til Herren, at han ikke skal tynde ud i deres Rækker." 25 Da steg Moses ned til Folket og sagde det til dem.
2 Og se, de bare til ham en værkbruden, som lå på en Seng; og da Jesus så deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær frimodig, dine Synder forlades dig." 3 Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Denne taler bespotteligt." 4 Og da Jesus så deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i eders Hjerter? 5 Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller at sige: Stå op og gå? 6 Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden til at forlade Synder," da siger han til den værkbrudne: "Stå op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!" 7 Og han stod op og gik bort til sit Hus. 8 Men da Skarerne så det, frygtede de og priste Gud, som havde givet Menneskene en sådan Magt.