Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
105 Pris Herren, påkald hans navn, gør hans Gerninger kendte blandt Folkeslag! 2 Syng og spil til hans Pris, tal om alle hans Undere; 3 ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger Herren; 4 spørg efter Herren og hans magt, søg bestandig hans Åsyn; 5 kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme, 6 I, hans Tjener Abrahams Sæd, hans udvalgte, Jakobs Sønner!
37 han førte dem ud med Sølv og Guld, ikke een i hans Stammer snubled 38 Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem. 39 Han bredte en Sky som Skjul og Ild til at lyse i Natten; 40 de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem; 41 han åbnede Klippen, og Vand strømmede ud, det løb som en Flod i Ørkenen. 42 Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener; 43 han lod sit Folk drage ud med Fryd, sine udvalgte under Jubel; 44 han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje. 45 Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. Halleluja!
16 Så brød de op fra Elim, og hele Israeliternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten. 2 Men hele Israeliternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen, 3 og Israeliterne sagde til dem: "Var vi dog blot døde for Herrens Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult."
4 Da sagde Herren til Moses: "Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej. 5 Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage." 6 Og Moses og Aron sagde til alle Israeliterne: "I Aften skal I kende, at det er Herren, som har ført eder ud af Ægypten, 7 og i Morgen skal I skue Herrens Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod Herren; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!" 8 Og Moses tilføjede: "Det skal ske, når Herren i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi Herren har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men Herren."
9 Derpå sagde Moses til Aron: "Sig til hele Israeliternes Menighed: Træd frem for Herrens Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!" 10 Og da Aron sagde det til hele Israeliternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, Herrens Herlighed viste sig i Skyen. 11 Da talede Herren til Moses og sagde: 12 "Jeg har hørt Israeliternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er Herren eders Gud." 13 Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, 14 og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden.
15 Da Israeliterne så det, spurgte de hverandre: "Hvad er det?" Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: "Det er det Brød, Herren har givet eder til Føde! 16 Og således har Herren påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!" 17 Israeliterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; 18 og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. 19 Derpå sagde Moses til dem: "Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!" 20 Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. 21 Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det.
5 Ransager eder selv, om I ere i Troen; prøver eder selv! Eller erkende I ikke om eder selv, at Jesus Kristus er i eder? ellers ere I udygtige. 6 Men jeg håber, at I skulle kende, at vi ere ikke udygtige. 7 Men vi bede til Gud om, at I intet ondt må gøre; ikke for at vi må vise os dygtige, men for at I må gøre det gode, vi derimod stå som udygtige. 8 Thi vi formå ikke noget imod Sandheden, men for Sandheden. 9 Thi vi glæde os, når vi ere magtesløse, og I ere stærke; dette ønske vi også, at I må blive fuldkommengjorte. 10 Derfor skriver jeg dette fraværende, for at jeg ikke nærværende skal bruge Strenghed, efter den Magt, som Herren har givet mig til Opbyggelse, og ikke til Nedbrydelse.