Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

77 Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.

² Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, ³ jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste; ⁴ jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela. ⁵ Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs. ⁶ Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År; ⁷ jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd. ⁸ Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde, ⁹ er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid, ¹⁰ har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

¹¹ Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før. ¹² Jeg kommer Herrens Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu. ¹³ Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker. ¹⁴ Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! ¹⁵ Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene, ¹⁶ udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela. ¹⁷ Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve; ¹⁸ Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did; ¹⁹ din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv; ²⁰ din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke. ²¹ Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

⁹ Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det røde Hav, ¹⁰ udførte du Tegn og Undere på Farao og alle hans Tjenere og alt Folket i hans Land, fordi du vidste, at de havde handlet overmodigt med dem. Og således skabte du dig et Navn, som du har den Dag i Dag. ¹¹ Du kløvede Havet for deres Øjne, så de vandrede midt igennem Havet på tør Bund, og dem, der forfulgte dem, styrtede du i Dybet som Sten i vældige Vande. ¹² I en Skystøtte førte du dem om Dagen og i en Ildstøtte om Natten, så den lyste for dem på Vejen, de skulde vandre. ¹³ Du steg ned på Sinaj Bjerg, du talede med dem fra Himmelen og gav dem retfærdige Lovbud og tilforladelige Love, gode Anordninger og Bud. ¹⁴ Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud, Anordninger og Love ved din Tjener Moses. ¹⁵ Du gav dem Brød fra Himmelen til at stille deres Sult og lod Vand springe ud af Klippen til at slukke deres Tørst. Og du bød dem drage hen og tage det Land i Besiddelse, som du med løftet Hånd havde lovet dem.

¹³ Derfor,lader os ikke mere dømme hverandre, men dømmer hellere dette, at man ikke må give sin Broder Anstød eller Forargelse. ¹⁴ Jeg ved og er vis på i den Herre Jesus, at intet er urent i sig selv; dog, for den, som agter noget for urent, for ham er det urent. ¹⁵ Thi dersom din Broder bedrøves for Mads Skyld, da vandrer du ikke mere i Kærlighed. Led ikke ved din Mad den i Fordærvelse, for hvis Skyld Kristus er død. ¹⁶ Lader derfor ikke eders Gode blive bespottet! ¹⁷ Thi Guds Rige består ikke i at spise og drikke, men i Retfærdighed og Fred og Glæde i den Helligånd. ¹⁸ Thi den, som deri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og tækkelig for Menneskene. ¹⁹ Derfor, lader os tragte efter det, som tjener til Fred og indbyrdes Opbyggelse! ²⁰ Nedbryd ikke Guds Værk for Mads Skyld! Vel er alt rent, men det er ondt for det Menneske, som spiser med Anstød. ²¹ Det er rigtigt ikke at spise Kød eller at drikke Vin eller at gøre noget, hvoraf din Broder tager Anstød. ²² Den Tro, du har, hav den hos dig selv for Gud! Salig er den, som ikke dømmer sig selv i det, som han vælger. ²³ Men den, som tvivler, når han spiser, han er domfældt, fordi det ikke er at Tro; men alt det, som ikke er af Tro, er Synd.

15 Men vi, som ere stærke, bør bære de svages Skrøbeligheder og ikke være os selv til Behag. ² Enhver af os være sin Næste til Behag til det gode, til Opbyggelse.