Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

114 Halleluja! Da Israel drog fra Ægypten, Jakobs Hus fra det stammende Folk, ² da blev Juda hans Helligdom, Israel blev hans Rige. ³ Havet så det og flyede, Jordan trak sig tilbage, ⁴ Bjergene sprang som Vædre, Højene hopped som Lam. ⁵ Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage, ⁶ hvi springer I Bjerge som Vædre, hvi hopper I Høje som Lam? ⁷ Skælv, Jord, for Herrens Åsyn, for Jakobs Guds Åsyn, ⁸ han, som gør Klipper til Vanddrag, til Kildevæld hården Flint!

14 Og Herren talede til Moses og sagde: ² "Sig til Israeliterne, at de skal vende om og lejre sig ved Pi Hakirot mellem Migdol og Havet; lige over for Bål Zefon skal I lejre eder ved Havet. ³ Farao vil da tænke om Israeliterne, at de er faret vild i Landet, og at Ørkenen har sluttet dem inde; ⁴ og jeg vil forhærde Faraos Hjerte, så han sætter efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren!" Og de gjorde således.

⁵ Da det nu neldtes Ægypterkongen, at Folket var flygtet, skiftede Farao og hans Tjenere Sind over for Folket og sagde: "Hvor kunde vi dog slippe Israeliterne af vor Tjeneste!" ⁶ Da lod han spænde for sin Vogn og tog sine Krigsfolk med sig; ⁷ han tog 600 udsøgte Stridsvogne og alle Ægyptens Krigsvogne, alle bemandede med Vognkæmpere. ⁸ Og Herren forhærdede Ægypterkongen Faraos Hjerte, så han satte efter Israeliterne; men Israeliterne var draget ud under en stærk Hånds Værn. ⁹ Og Ægypterne, alle Faraos Heste og Vogne og hans Ryttere og øvrige Krigsfolk, satte efter dem og indhentede dem, da de havde slået Lejr ved Havet, ved Pi Hakirot over for Ba'al Zefon. ¹⁰ Da nu Farao nærmede sig, så Israeliterne op og fik Øje på Ægypterne, der drog efter dem, og de grebes af stor Angst; da råbte Israeliterne til Herren; ¹¹ og de sagde til Moses: "Er det, fordi der ingen Grave var i Ægypten, at du har fået os ud for at dø i Ørkenen? Hvad er det dog, du har gjort os, at du førte os ud af Ægypten? ¹² Var det ikke det, vi sagde til dig i Ægypten: Lad os i Fred, og lad os blive ved at trælle for Ægypterne! Thi det er bedre for os at trælle for Ægypterne end at dø i Ørkenen." ¹³ Men Moses svarede Folket: "Frygt ikke! Hold blot Stand, så skal I se Herrens Frelse, som han i Dag vil hjælpe eder til, thi som I ser Ægypterne i Dag, skal I aldrig i Evighed se dem mere. ¹⁴ Herren skal stride for eder, men I skal tie!"

¹⁵ Da sagde Herren til Moses: "Hvorfor råber du til mig? Sig til Israeliterne, at de skal bryde op! ¹⁶ Løft din Stav og ræk din Hånd ud over Havet og skil det ad i to Dele, så Israeliterne kan vandre gennem Havet på tør Bund. ¹⁷ Se, jeg vil forhærde Ægypternes Hjerte, så de følger efter dem, og jeg vil forherlige mig på Farao og hele hans Krigsmagt, på hans Vogne og Ryttere, ¹⁸ og Ægypterne skal kende, at jeg er Herren, når jeg forherliger mig på Farao, hans Vogne og Ryttere."

⁹ Og Patriarkerne bare Avind imod Josef og solgte ham til Ægypten; og Gud var med ham, ¹⁰ og han udfriede ham af alle hans Trængsler og gav ham Nåde og Visdom for Farao, Kongen i Ægypten, som satte ham til Øverste over Ægypten og over hele sit Hus. ¹¹ Men der kom Hungersnød over hele Ægypten og Kanån og en stor Trængsel, og vore Fædre fandt ikke Føde. ¹² Men da Jakob hørte, at der var Korn i Ægypten, sendte han vore Fædre ud første Gang. ¹³ Og anden Gang blev Josef genkendt af sine Brødre, og Josefs Herkomst blev åbenbar for Farao. ¹⁴ Men Josef sendte Bud og lod sin Fader Jakob og al sin Slægt kalde til sig, fem og halvfjerdsindstyve Sjæle. ¹⁵ Og Jakob drog ned til Ægypten. Og han og vore Fædre døde, ¹⁶ og de bleve flyttede til Sikem og lagte i den Grav, som Abraham havde købt for en Sum Penge af Hemors Sønner i Sikem.