Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

17 Herre, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber! ² Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne. ³ Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig. ⁴ Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje; ⁵ mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.

⁶ Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord! ⁷ Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

¹⁵ Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.

31 Men Jakob hørte Labans Sønner sige: "Jakob har taget al vor Faders Ejendom, og deraf har han skabt sig al den Velstand." ² Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere. ³ Da sagde Herren til Jakob: "Vend tilbage til dine Fædres Land og din Hjemstavn, så vil jeg være med dig!" ⁴ Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord; ⁵ og han sagde til dem: "Jeg læser i eders Faders Ansigt, at han ikke er sindet mod mig som tidligere, nu da min Faders Gud har været med mig; ⁶ og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft, ⁷ medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade; ⁸ sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom. ⁹ Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem. ¹⁰ Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede ¹¹ og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg! ¹² Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig. ¹³ Jeg er den Gud, som åbenbarede sig for dig i, Betel, der, hvor du salvede en Stenstøtte og aflagde mig et Løfte; bryd op og forlad dette Land og vend tilbage til din Hjemstavn!" ¹⁴ Så svarede Rakel og Lea ham: "Har vi vel mere Lod og Del i vor Faders Hus? ¹⁵ Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os? ¹⁶ Al den Rigdom, Gud har taget fra vor Fader, tilhører os og vore Børn gør du kun alt, hvad Gud sagde til dig!" ¹⁷ Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne ¹⁸ og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land. ¹⁹ Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud. ²⁰ Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte; ²¹ og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

⁷ Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på, så skal der lukkes op for eder. ⁸ Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op. ⁹ Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, når hans Søn beder ham om Brød, vil give ham en Sten? ¹⁰ Eller når han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en Slange? ¹¹ Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som bede ham!