Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
12 Herren sagde til Abram: "Drag ud fra dit Land, fra din Slægt og din Faders Hus til det Land, jeg vil vise dig; 2 så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse! 3 Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og forbande dem, der forbander dig; i dig skal alle Jordens Slægter velsignes!" 4 Og Abram gik,som Herren sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan; 5 og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen. 6 Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet. 7 Men Herren åbenbarede sig for Abram og sagde til ham: "Dit Afkom giver jeg dette Land!" Da byggede han der et Alter for Herren. som havde åbenbaret sig for ham. 8 Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede Herren et Alter der og påkaldte Herrens Navn. 9 Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.
33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; 2 lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; 3 en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!
4 Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; 5 han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. 6 Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. 7 Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. 8 Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; 9 thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. 10 Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; 11 Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. 12 Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!
13 Thi ikke ved Lov fik Abraham eller hans Sæd den Forjættelse, at han skulde være Arving til Verden, men ved Tros-Retfærdighed. 14 Thi dersom de, der ere af Loven, ere Arvinger, da er Troen bleven tom, og Forjættelsen gjort til intet. 15 Thi Loven virker Vrede; men hvor der ikke er Lov, er der heller ikke Overtrædelse. 16 Derfor er det af Tro, for at det skal være som Nåde, for at Forjættelsen må stå fast for den hele Sæd, ikke alene for den af Loven, men også for den af Abrahams Tro, han, som er Fader til os alle 17 (som der er skrevet: "Jeg har sat dig til mange Folkeslags Fader"), over for Gud, hvem han troede, ham, som levendegør de døde og kalder det, der ikke er, som om det var. 18 Og han troede imod Håb med Håb på, at, han skulde blive mange Folkeslags Fader, efter det, som var sagt: "Således skal din Sæd være;" 19 og uden at blive svag i Troen så han på sit eget allerede udlevede Legeme (han var nær hundrede År) og på, at Saras Moderliv var udlevet; 20 men om Guds Forjættelse tvivlede han ikke i Vantro, derimod blev han styrket i Troen, idet han gav Gud Ære 21 og var overbevist om, at hvad han har forjættet, er han mægtig til også at gøre. 22 Derfor blev det også regnet ham til Retfærdighed. 23 Men det blev, ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, 24 men også for vor Skyld, hvem det skal tilregnes, os, som tro på ham, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde, 25 ham, som blev hengiven for vore Overtrædelsers Skyld og oprejst for vor Retfærdiggørelses Skyld.
9 Og da Jesus gik videre derfra, så han en Mand, som hed Matthæus, sidde ved Toldboden; og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og fulgte ham. 10 Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple. 11 Og da Farisæerne så det, sagde de til hans Disciple: "Hvorfor spiser eders Mester med Toldere og Syndere?" 12 Men da Jesus hørte det, sagde han: "De raske trænge ikke til Læge, men de syge. 13 Men går hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men Syndere,"
18 Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og faldt ned for ham og sagde: "Min Datter er lige nu død; men kom og læg din Hånd på hende, så bliver hun levende." 19 Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. 20 Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, trådte hen bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon; 21 thi hun sagde ved sig selv: "Dersom jeg blot rører ved hans Klædebon, bliver jeg frelst." 22 Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "Datter! vær frimodig, din Tro har frelst dig." Og Kvinden blev frelst fra den samme Time. 23 Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og så Fløjtespillerne og Hoben, som larmede, sagde han: 24 "Gå bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover." Og de lo ad ham. 25 Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Hånden; og Pigen stod op. 26 Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.