Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

33 Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang; ² lov Herren med Citer, tak ham til tistrenget Harpe; ³ en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

⁴ Thi sandt er Herrens Ord, og al hans Gerning er trofast; ⁵ han elsker Retfærd og Ret, af Herrens Miskundhed er Jorden fuld. ⁶ Ved Herrens Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde. ⁷ Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre. ⁸ Al Jorden skal frygte for Herren, Alverdens Beboere skælve for ham; ⁹ thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der. ¹⁰ Herren kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet; ¹¹ Herrens Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt. ¹² Saligt det Folk, der har Herren til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

15 Nogen Tid efter kom HerrenS Ord til Abram i et Syn således: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit Skjold; din Løn skal blive såre stor!" ² Men Abram svarede: "Herre", Herre, hvad kan du give mig, når jeg dog går barnløs bort, og en Mand fra Damaskus, Eliezer, skal arve mit Hus." ³ Og Abram sagde: "Du har jo intet Afkom givet mig, og se, min Hustræl kommer til at arve mig!" ⁴ Og se, Herrens Ord kom til ham således: "Han kommer ikke til at arve dig, men den, der udgår af dit Liv, han skal arve dig." ⁵ Derpå førte han ham ud i det fri og sagde: "Se op mod Himmelen og prøv, om du kan tælle Stjernerne!" Og han sagde til ham: "Således skal dit Afkom blive!" ⁶ Da troede Abram Herren, og han regnede ham det til Retfærdighed.

⁷ Derpå sagde han til ham: "Jeg er Herren, som førte dig bort fra Ur Kasdim for at give dig dette Land i Eje!" ⁸ Men han svarede: "Herre, Herre, hvorpå kan jeg kende, at jeg skal få det i Eje?" ⁹ Da sagde han til ham: "Tag mig en treårs Kvie, en treårs Ged og en treårs Væder, en Turteldue og en Småfugl!" ¹⁰ Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over. ¹¹ Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort. ¹² Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke. ¹³ Og han sagde til Abram: "Vide skal du, at dit Afkom skal bo som fremmede i et Land, der ikke er deres eget; de skal trælle for dem og mishandles af dem i 400 År. ¹⁴ Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods. ¹⁵ Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom. ¹⁶ I fjerde Slægtled skal de vende tilbage hertil; thi endnu er Amoriternes Syndeskyld ikke fuldmoden."

¹⁷ Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe. ¹⁸ På den Dag sluttede Herren Pagt med Abram, idet han sagde: "Dit Afkom giver jeg dette Land fra Ægyptens Bæk til den store Flod, Eufratfloden, ¹⁹ det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne, ²⁰ Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,

²⁷ Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte og sagde: "Forbarm dig over os, du Davids Søn!" ²⁸ Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus siger til dem: "Tro I, at jeg kan gøre dette?"De siger til ham:"Ja,Herre!" ²⁹ Da rørte han ved deres Øjne og sagde: "Det ske eder efter eders Tro!" ³⁰ Og deres Øjne bleve åbnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde: "Ser til, lad ingen få det at vide." ³¹ Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn. ³² Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske, som var besat. ³³ Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel." ³⁴ Men Farisæerne sagde: "Ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde Ånder."