Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 124

Herren hjælper sit folk

124 En valfartssang af David.

„Hvad hvis Herren ikke havde hjulpet os?
    Lad hele Israel svare.”

Hvis Herren ikke havde hjulpet os,
    da fjenderne gik til angreb,
havde de slugt os med hud og hår,
    for de nærede et bundløst had.
De ville have skyllet os fuldstændigt væk,
    som en flodbølge kom de imod os.
Det brusende vand
    ville have revet os bort fra de levendes land.
Men lovet være Herren,
    han lod dem ikke udslette os.
Vi var fanget som en fugl i en fælde,
    men Herren slap os fri.
Han åbnede fælden for os
    og reddede os fra den visse død.
Det var Herren, der kom os til hjælp,
    himlens og jordens Skaber.

Esajas 54:1-10

Gud indvarsler en ny tid

54 Glæd dig, du kvinde, som ikke kan få børn. Bryd ud i jubel, du, som ikke kender til veer. Den tilsidesatte hustru får masser af børn, langt flere end hende, der har manden.

Gør dine telte større, spar ikke på pladsen. Udspænd flere teltduge, gør bardunerne længere, og slå pløkkerne godt fast. For dine efterkommere skal brede sig til højre og venstre. De skal bosætte sig i de forladte byer og herske over fremmede folkeslag.

Vær ved godt mod, for du vil ikke blive skuffet. Din ungdoms skam skal du glemme, dine sørgeår som bortvist hustru er forbi. Din Skaber vil hjemføre dig som sin brud. Herren, den Almægtige, er hans navn. Han er din Befrier, Israels Hellige, hele jordens Gud. Israels folk, du er som en gift kvinde, der sidder forladt og sørgende tilbage, som en ungdomshustru, der blev forkastet af sin mand.

Men din Gud siger: „Jeg kalder dig hjem nu. Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i min store kærlighed tager jeg dig nu til nåde. I vrede vendte jeg mit ansigt bort fra dig en tid, men nu vil jeg for altid vise dig kærlighed og troskab. Det er et løfte fra Herren, din Befrier.

På Noas tid svor jeg, at jeg ikke igen ville lade en flodbølge oversvømme jorden og udrydde alt liv. Nu sværger jeg, at jeg ikke igen vil blive vred og true med at sende dig væk. 10 Bjerge kan brydes ned og høje kan vakle, men min kærlighed til dig brydes ikke ned, og min fredspagt kan ikke vakle, siger Herren, som viser dig barmhjertighed.

Matthæus 24:23-35

Falske profeter(A)

23 Hvis der kommer nogen og fortæller jer, at Messias er kommet og befinder sig her eller der—så tro ikke på det. 24 Der vil komme falske profeter og folk, der hævder at være Messias, og de vil gøre store mirakler for—om muligt—at vildlede endog Guds udvalgte. 25 Nu har jeg advaret jer!

26 Hvis nogen kommer og siger: ‚Se, Messias er ude i ødemarken!’ så lad være med at tage derud. Eller hvis de siger, at han skjuler sig på et bestemt sted, så lad være med at tro det. 27 For når Menneskesønnen kommer, så bliver det som lynet, der oplyser himlen fra øst til vest.

28 Hvor gribbene samles, der er ådslet.[a]

Tegnene på, at Jesus snart kommer igen(B)

29 Efter den tids frygtelige trængsler vil solen pludselig blive formørket og månen holde op med at skinne. Stjernerne vil falde ned fra deres positioner og himlens kræfter komme ud af balance.[b] 30 Tegnet på Menneskesønnens komme vil derefter vise sig på himlen, og alle jordens folkeslag vil jamre højlydt, når de ser Menneskesønnen komme på himlens skyer med kraft og megen herlighed.[c] 31 Da vil jeg sende mine engle ud under gjaldende trompetfanfarer for at samle mine udvalgte fra alle fire verdenshjørner, fra jordens og himlens yderste grænser.

32 Lad mig bruge figentræet som billede. Når de nye skud bryder frem, og bladene folder sig ud, så ved I, at sommeren er på vej. 33 På samme måde kan I vide, at jeg er lige på trapperne, når I ser disse ting ske. 34 Det siger jeg jer: Mit udvalgte folk skal ikke forgå, selv om alt det her vil ske.[d] 35 Himlen og jorden skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.