Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
En sang om Herrens vinmark
5 Jeg vil synge en sang om min elskede ven og hans vinmark:
Min ven havde en vinmark
på en skøn og frugtbar skråning.
2 Han pløjede dybt i jorden
og fjernede alle sten.
Han plantede den til
med udsøgte vinstokke.
Han byggede et vagttårn,
huggede en vinperse i klippen.
Han forventede en høst
af de sødeste druer.
Men da druerne kom,
var de vilde og sure!
3 Hvad råder I mig til, Jerusalems og Judas folk? 4 Hvad mere kunne jeg have gjort for min vinmark? Hvorfor blev druerne sure i stedet for søde?
5 Hør, hvad jeg vil gøre ved min vinmark: Jeg vil fjerne stengærdet omkring den, så får og geder kan æde dens planter. 6 Jeg lader marken gå i forfald. Jeg hverken beskærer eller renser vinstokkene, men lader marken gro til med tjørne og tidsler og forbyder skyerne at give den væde.
7 Genkender I jer selv i min sang?
Den Almægtiges vinmark er Israel,
Judas folk hans udsøgte vinstokke.
Han ventede retfærdighed,
men høstede lovløshed.
Han ønskede et retsindigt folk,
men det blev et letsindigt folk.
Bøn for nationens genopbygning
80 Til korlederen: En sang af Asaf. Synges til melodien „Pagtens lilje.”
2 Hør os, du Israels Hyrde,
du, som leder dit folk med omsorg,
du, som troner blandt hellige keruber,
bøj dig og lyt til vor bøn.
Træd frem i magt og stråleglans.
8 Genopret dit folk, almægtige Gud.
Se i nåde til os og frels os.
9 Du tog os som en ung vinstok fra Egypten,
jog folkeslag bort, så vi kunne få plads.
10 Du beredte jorden for din vinstok,
den slog rod og spredte sig over landet.
11 Den bredte sig ud over bjergene,
dækkede de mægtige cedertræer.
12 Den bredte sine ranker til Middelhavet
og nåede helt op til Eufratfloden.
13 Hvorfor har du nedbrudt vingårdens gærde,
så alle og enhver kan plukke af druerne?
14 Skovens vildsvin gnaver af planterne,
de vilde dyr æder af druerne.
15 Vend dit ansigt imod os, almægtige Gud!
Se i nåde til os fra din himmel.
Tag dig af din mishandlede vinstok.
16 Genopliv det skud, du plantede, det folk, du udvalgte.
17 Din vinstok er nu hugget ned og brændt.
Dit folk er bukket under for din vrede.
18 Velsign det folk, som vil tjene dig,
den nation, som du selv har udvalgt.
19 Så skal vi aldrig svigte dig mere.
Genopret dit folk,
så vi igen kan påkalde dit navn.
29 Israelitterne viste tro til Gud, da de gik gennem Det Røde Hav som over tørt land. Men egypterne, som fulgte bagefter, druknede alle sammen.
30 Israelitterne viste tro til Gud, da de på hans befaling vandrede rundt om Jeriko i syv dage, så byens mure faldt.
31 Ved at hjælpe de israelitiske spioner viste den prostituerede Rahab, at hun troede på Gud. Derfor blev hun ikke dræbt sammen med dem, der var ulydige.
32 Behøver jeg sige mere? Det ville tage for lang tid at fortælle om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David, Samuel og alle profeterne. 33 Ved deres tro besejrede sådanne helte fjendtlige folkeslag, regerede med retfærdighed og så Guds løfter blive opfyldt. De lukkede løvers gab 34 og overlevede brændende flammer. De undslap overlegne hære, fik ny kraft efter udmattelse, ny styrke i krig og slog fjendehære på flugt.
35 Nogle kvinder havde tro til at få deres kære oprejst fra de døde. Nogle mennesker blev tortureret til døde, fordi de ikke ville fornægte deres tro. De ville hellere se frem til den kommende genopstandelse. 36 Andre blev hårdt prøvet med hån og piskeslag, eller de blev kastet i fængsel og lagt i lænker. 37 Nogle blev stenet, skåret midt over eller henrettet med sværd. Andre gik sultende rundt, klædt i fåre- eller gedeskind, forfulgte og mishandlede. 38 De var for gode til denne verden. De måtte flygte gennem ørkener og over bjerge og skjule sig i bjerghuler eller huller i jorden.
39 Alle dem, der her er omtalt, fik et godt vidnesbyrd for deres tro, men opnåede ikke at se Guds løfte opfyldt, 40 for Gud havde en større plan om, at de ikke skulle nå målet, før vi fik chancen for at komme med.
Det kræver udholdenhed at nå målet
12 Lad da også os med udholdenhed gennemføre det løb, som ligger foran os, inspireret af den mængde af troshelte, som allerede har fuldført løbet. Lad os kaste alt det bort, som tynger os, og synden, som så let griber fat i os og får os til at snuble. 2 Lad os rette blikket fremad mod Jesus, som startede os på troens vandring og også vil føre os til målet. Ved at se frem til den glæde, der ventede ham, kunne han udholde skammen og døden på korset, og nu sidder han på tronen ved Guds højre hånd.
Nogle vil tage imod Jesus, andre vil blive hans fjender(A)
49 Jeg er kommet for at sætte verden i brand, og hvor ville jeg ønske, at ilden allerede havde fænget! 50 Men jeg skal igennem en lidelsens dåb, og indtil det er overstået, gruer jeg for det.
51 Tro ikke, at fordi jeg er kommet til denne jord, vil der være fred og ingen fare. Nej, der vil blive splid blandt mennesker. 52 Fra nu af vil fem personer i samme familie være indbyrdes uenige, tre mod to og to mod tre. 53 En far og en søn vil blive uenige, og ligeledes en mor og en datter, en svigermor og svigerdatter.”
Om at forstå tidens tegn(B)
54 Derpå sagde Jesus henvendt til folkeskaren omkring ham: „Når I ser skyerne trække sammen i vest, siger I straks: ‚Nu bliver det regn.’ Det har I ret i. 55 Og når vinden kommer fra syd, siger I: ‚Det bliver varmt i dag.’ Det har I også ret i. 56 Alligevel bedrager I jer selv. I kan tyde jordens og himlens tegn. Hvorfor kan I så ikke tyde tidens tegn?”
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.