Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
Tilflugt hos Herren
11 Til korlederen: En sang af David.
Jeg stoler på Herren og søger hans hjælp.
Hvorfor siger I: „Flygt op i bjergene som en fugl,
2 for de gudløse har spændt deres bue og lagt pilen til rette.
De gemmer sig i mørket for at ramme de retskafne.
3 Hvad kan en gudfrygtig gøre, når al lov og ret er borte?”
4 Herren sidder i sit hellige tempel.
Han regerer fra sin trone i Himlen.
Han overvåger hvert menneske på jorden.
5 Han gennemskuer både de gode og de gudløse.
Han hader dem, som elsker vold.
6 Han lader gloende kul regne ned over de onde,
straffer dem med rygende svovl og en brændende vind.
7 Herren er god og elsker dem, der adlyder ham,
de, som gør det gode, skal se hans ansigt.
Guds dom over Israel og hele verden
24 Hør efter! Herren gør jorden[a] tom og øde. Han lægger Israels land øde og spreder dets indbyggere. 2 Det går menigmand som præst, slave som herre, slavepige som frue, køber som sælger, udlåner som låner. Ikke en eneste undslipper. 3 Landet bliver plyndret totalt og tømt. Det er Herrens ord.
4-5 Befolkningen vil lide under følgen af deres synder. Jorden vrider sig i smerte, og afgrøderne visner, for himlen nægter at give regn. Landet er ødelagt af ondskab og forbrydelser. Folket har overtrådt Guds lov og brudt hans ubrydelige pagt. 6 Derfor hænger Guds forbandelse over dem, og de må bære straffen for deres synd. Befolkningen svinder ind, og kun få vil overleve.
7 Vinhøsten er slået fejl, vinen er brugt op og lystigheden vendt til sorg. 8 Harpens melodiøse akkorder og tamburinens lystige rytmer er forstummet, al jubel er ophørt. 9 Ingen vin kan inspirere til sang, og øllet smager bittert.
10 Tomhedens by er brudt ned. Alle døre er låste og barrikaderede. 11 Folk strejfer om i gaderne og råber på vin. Glæden er gået i sort, lystigheden forsvundet. 12 Byen er ødelagt, dens porte slået ind. 13 Som når man har slået oliven ned fra træets grene eller plukket druer i vinmarken, sådan bliver det blandt alle folkeslagene ud over jorden: kun en rest bliver tilbage.
17-18 Da Gud satte Abraham på prøve, holdt Abraham fast på sin tro og var parat til at ofre sin søn Isak på alteret, også selvom det var hans eneste søn, og Gud havde lovet ham: „Det er gennem Isak, din slægt skal opbygges.”[a] 19 Abraham regnede nemlig med, at Gud kunne oprejse Isak fra de døde, hvis det skulle være. Han fik ham jo også tilbage i live som et billede på Jesu opstandelse fra de døde.
20 Isak troede Gud. Derfor kunne han velsigne sine to sønner Jakob og Esau med fremtiden for øje.
21 Jakob troede Gud. Lige før han døde, velsignede han Josefs sønner i tro og bøjede hovedet over sin stav i tilbedelse.[b]
22 Josef troede Gud. Inden sin død talte han om, at Gud en dag ville føre Israels folk ud af Egypten, og han fik dem til at love, at de ville tage hans jordiske rester med sig til det land, Gud havde lovet at give dem.
23 Moses’ forældre troede Gud, og de skjulte ham i tre måneder efter fødslen. De så, at han var en dejlig dreng, og de var ikke bange for at trodse kongens ordre.
24 Moses troede Gud, da han som voksen gav afkald på sin position som søn af Faraos datter. 25-26 I stedet for at nyde en kortvarig fornøjelse uden for Guds vilje foretrak han at dele kår med Guds folk. Frem for at eje alle Egyptens skatte foretrak han at blive mishandlet—ligesom Kristus blev det—for han så frem til sin belønning.
27 Moses forlod Egypten i tro til Gud og uden at frygte kongens vrede. Han holdt ud, fordi han hele tiden holdt den Usynlige for øje. 28 I tro indførte han den første påske med blodet på dørstolperne, for at dødsenglen ikke skulle gå ind i israelitternes hjem og dræbe den førstefødte søn i hver familie.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.