Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Semicontinuous)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with sequential stories told across multiple weeks.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 1

Velsignelsen ved at gøre Guds vilje

Gud velsigner de mennesker,
    som ikke går efter gudløses råd,
står bag syndige handlinger,
    eller sidder og håner Herren,
men som ønsker at gøre hans vilje,
    og har hans ord i tanke både dag og nat.

De er som træer, der vokser ved vandløb
    og bærer frugt hver eneste høst,
og hvis blade altid er grønne.
    Alt, hvad de gør, lykkes for dem.

Anderledes er det med de gudløse.
    De er som avner, vinden blæser bort.
På dommens dag står de straf skyldige,
    de hører ikke hjemme blandt Guds folk.
Herren hjælper dem, der gør hans vilje,
    men de gudløses vej ender i afgrunden.

Jeremias 13:20-27

20 Jerusalem, fjendens hære vil komme fra nord. Du var så stolt over dine mange fornemme indbyggere. Hvad er der nu blevet af alle dem, du burde have beskyttet? 21 Hvad vil du gøre, når de, du troede var dine forbundsfæller, angriber og erobrer dig? Du vil vride dig i smerte som en kvinde i fødselsveer. 22 Du spørger fortvivlet: „Hvorfor skal jeg rammes af denne ulykke?” Forstår du ikke, at det er på grund af din synd? Din egen utroskab er skyld i, at du fik skørterne løftet op og din nøgenhed stillet til skue.

23 Kan en sudaneser skifte hudfarve? Kan en leopard fjerne sine pletter? Kan I pludselig begynde at gøre, hvad der er godt, når I er så onde?

24-25 Herren sagde: „Fordi I glemte mig og stolede på falske guder, vil jeg sprede jer som avner for ørkenvinden. Det er den straf, I fortjener, og som jeg har bestemt for jer. 26 Ja, jeg vil løfte dine skørter og afsløre din nøgenhed, som man plejer at straffe en prostitueret. 27 Jeg er meget bevidst om dit frafald, din utroskab og din væmmelige afgudsdyrkelse på højene ude på landet. Åh, Jerusalem, det er ude med dig. Hvor længe vil du fortsat leve i synd?”

1 Peter 1:17-2:1

17 Gud, som I tilhører og kalder jeres Far, dømmer nemlig ikke mennesker efter deres status og meninger, men efter deres handlinger. Lev derfor i ærefrygt for ham under jeres kortvarige ophold her på jorden.

Jesus købte os fri til at leve et helt nyt liv i tillid til Guds kraft og kærlighed

18 I ved, hvor meget det kostede Gud at købe jer fri fra det indholdsløse liv, I arvede fra jeres forfædre. Løsesummen var ikke forgængelige, materielle værdier som guld eller sølv. 19 Nej, I blev købt med Kristi dyrebare blod, blodet fra Guds uskyldige offerlam. 20 Gud bestemte, længe før verden blev skabt, at Jesus skulle være dette offerlam, og hans plan er nu ved tidernes ende blevet fuldført for jer, 21 som gennem ham er kommet til tro på den almægtige Gud, der oprejste ham fra de døde og ophøjede ham til den himmelske herlighed. Derfor kan I have fuld tillid til, at Gud giver jer del i det evige liv.

22 I lydighed mod sandheden er I nu blevet renset i sjæl og sind, så I oprigtigt kan leve i kærlighed. Så elsk da hinanden inderligt og helhjertet. 23 I er jo blevet født på ny, ikke ved en naturlig fødsel, men ved en overnaturlig fødsel ved Guds livgivende og evige ord. 24 Der står jo skrevet:

„Ethvert menneske er som græs,
    dets herlighed kortvarig som en kornblomst.
Græsset visner, og blomsten falder.
25     Men Guds ord varer til evig tid.”[a]

Og det evige ord har I mødt i budskabet om Jesus.

Læg derfor al ondskab til side, hvad enten det er falskhed, hykleri, misundelse eller sårende ord.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.