Revised Common Lectionary (Semicontinuous)
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
22 Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2 Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3 Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4 Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5 Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6 Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7 Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8 Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9 „Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10 Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11 Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12 Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13 Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14 Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15 Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
Job beklager sig over for Gud
17 Mit livsmod er brudt,
mine dage er talte,
og graven venter mig.
2 Jeg er omgivet af folk,
som blot gør nar ad mig.
3 Det er kun dig, der kan hjælpe mig, Gud.
Ingen anden kan løse mit problem,
4 for du har ikke givet dem indsigt til at forstå det.
Derfor bør de ikke hovere over mig.
5 Når nogen lader sin ven i stikken,
rammer straffen hans egne børn.
6 Du har gjort mig berygtet,
én man håner og spytter i ansigtet.
7 Mit blik er sløret af tårer,
jeg er ikke andet end skind og ben.
8 Retskafne folk er bestyrtede over min ulykke
og oprørte over de gudløses fremgang.
9 Men de retsindige lader sig ikke lokke til synd,
de, som har rene motiver, får ny styrke.
Job er frustreret over sine venner
10 Men hvad jer angår, mine venner,
finder jeg ingen visdom i jeres ord.
11 Mit livsløb er snart forbi,
og mine ønsker blev ikke opfyldt.
12 I siger, at lyset er ved at bryde frem,
men jeg ser ikke andet end mørke.
13 Jeg ser frem til at blive lagt i graven,
hvor jeg kan hvile mig i dødens mørke.
14 Forrådnelsen bliver som en far for mig,
ormene som en mor eller søster.
15 Hvad mener I om sådan et håb?
Hvem kan få øje på min lykke?
16 Er der håb tilbage, når man ligger i graven?
Har man stadig et håb, når man bliver til støv?”
Israels folk som et afskrækkende eksempel på ulydighed og vantro
7-8 Hør derfor efter, hvad Helligånden siger:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord,
som da jeres forfædre gjorde oprør
og satte sig op imod mig i ørkenen.
9-10 De provokerede mig ved at sætte mig på prøve,
selv om de havde set mine undere i 40 år.
Derfor blev jeg vred på dem og sagde:
‚De går altid deres egne veje
i stedet for at følge mine.’
11 Så svor jeg i min vrede:
‚De skal ikke få lov at opleve min hvile.’ ”[a]
12 Pas derfor på, kære venner, at ingen af jer gemmer på ondskab og vantro i jeres hjerter, så I glider væk fra den levende Gud. 13 I stedet bør I hver dag opmuntre hinanden, så længe verden står, så ingen af jer på grund af syndens snedige forførelse lukker af over for Gud. 14 For hvis vi indtil det sidste holder fast ved den overbevisning, vi havde i begyndelsen, skal vi få del i alt det, som tilhører Kristus.
15 Da synden er så snedig, må I ikke glemme advarslen fra før:
„Gid I ville lytte til, hvad han siger i dag:
Lad være med at lukke af for mit ord
som dengang under oprøret.”
16 Hvem var det, som hørte, hvad Gud sagde, og dog gjorde oprør mod ham? Det var alle dem, der forlod Egypten med Moses som anfører. 17 Og hvem var det, Gud var vred på i 40 år? Det var alle dem, som havde gjort oprør og derfor måtte dø i ørkenen. 18 Hvem var det, Gud talte om, da han svor, at de ikke fik lov at opleve hvilen i det land, han havde lovet dem? Det var alle dem, der var ulydige. 19 Og hvorfor kom de ikke ind i det land, hvor Gud havde lovet at give dem hvile? Fordi de ikke havde tillid til ham.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.