Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 127

Herrens velsignelse over arbejde og hjem

127 En valfartssang af Salomon.

Hvis ikke Herren bygger huset,
    er håndværkernes arbejde forgæves.
Hvis ikke Herren vogter byen,
    våger vagterne forgæves.
Det er til ingen nytte at slide og slæbe
    fra tidlig morgen til sen aften,
for Herren sørger for sine, mens de sover,
    han giver dem alt, hvad de har brug for.

Børn er en gave fra Herren,
    efterkommere er en velsignelse.
De børn, man får i sin ungdom,
    vil være til hjælp, når man bliver gammel.
Du er velsignet, hvis du har en stor familie,
    for de kan hjælpe dig, når du kommer under angreb.

Prædikeren 12:1-8

12 Tænk på din Skaber, mens du er ung,
    for de dystre dage kommer, før du aner det.
Engang vil du sige til dig selv:
    „Det er ikke længere en glæde at leve.”
Tænk på din Skaber, før livet rinder ud,
    som solen forsvinder om aftenen,
som månen og stjernerne blegner om morgenen,
    som skyen fordufter, når den er tømt for regn.
Tænk på din Skaber, før hænderne ryster,
    før din ranke ryg bøjes af ælde,
før tænderne bliver få,
    før synet begynder at svigte,
før hørelsen langsomt forsvinder,
    så du ikke hører larmen fra livet omkring dig,
før du vågner samtidig med fuglene,
    men alligevel ikke kan nyde deres sang,
før det bliver en kamp at gå op ad en bakke,
    og du bliver bange for at falde om på vejen,
før håret bliver hvidt som nyfalden sne,
    og du dårligt kan slæbe dig af sted,
        og før din appetit på livet er forbi.
Da nærmer du dig gravens rand,
    og dine pårørende går sørgende omkring.

Ja, tænk på din Skaber, før sølvsnoren brister,
    før den gyldne lampe slukkes,
før hjertet slår det sidste slag,
    og livets hjul går i stå.
Da vender støvet tilbage til jorden, hvorfra det kom,
    og ånden vender tilbage til Gud, som gav den.

Der er ingen mening, livet er uden mening.
    Det hele er meningsløst.

Prædikeren 12:13-14

13 Efter at alt det her er sagt, er min konklusion: Hav ærefrygt for Gud og adlyd hans befalinger, for det er alle menneskers pligt. 14 Gud vil dømme alle vores handlinger—onde som gode—ja, selv de skjulte motiver.

Lukas 12:22-31

Om at stole på Gud(A)

22 Jesus fortsatte, nu henvendt til sine disciple: „Det er grunden til, at jeg siger, at I ikke skal bekymre jer for, om I nu også har mad at spise og tøj at tage på. 23 Livet er jo mere end maden og tøjet. 24 Se på ravnene. De hverken sår eller høster, og de samler ikke forråd, men alligevel giver Gud dem, hvad de har brug for. Er I ikke meget mere værd end fuglene? 25 Hvad hjælper det at bekymre sig? Kan I derved lægge bare én dag til jeres liv? 26 Hvis altså uro og ængstelse ikke kan ændre noget, hvorfor så i det hele taget gøre sig bekymringer?

27 Se på liljerne, hvordan de vokser uden at gøre sig anstrengelser. De hverken spinder eller væver. Men det siger jeg jer: Ikke engang Salomon i al sin kongepragt var klædt så smukt som dem. 28 Når Gud nu sørger for blomsterne, der folder sig ud i dag og visner i morgen, skulle han så ikke sørge for jer? Hvor er jeres tro dog lille! 29-30 I skal ikke være så optaget af, hvad I skal spise og drikke. Det går folk ude i verden højt op i, men I skal ikke bekymre jer om sådan noget, for jeres Far i Himlen ved, at I har brug for det. 31 Nej, søg først Guds rige, så skal I få alt det andet i tilgift.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.