Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Esajas 25:1-9

En lovsang til Herren

25 Almægtige Gud, du er min Gud.
    Jeg vil synge din pris og ære dit navn.
Underfulde ting har du gjort,
    udført dine planer fra fortids dage.
Byer har du lagt i ruiner,
    jævnet fæstningsværker med jorden.
Fjendens paladser er sunket i grus
    for aldrig mere at genopbygges.
Mægtige nationer skal lovprise dig,
    ondskabens byer skal ryste af skræk,
for du frelser dem, som stoler på dig,
    du hjælper de svage i deres nød.
Du giver dem læ for stormen og skygge for heden,
    du værner dem mod den ondskab og vold,
        der pisker imod dem som regn mod en mur.
Som kølende skyer i ørkenens hede
    dæmper du voldsmænds voldsomme vrede.

En fest for alverdens folk

På Zions bjerg vil Herren holde fest for alverdens folkeslag, et gilde med lækre retter og udsøgte vine. Til den tid vil han fjerne det tæppe af frygt, som indhyller alle folkeslag, for han vil tilintetgøre døden for evigt. Gud Herren vil tørre tårerne bort fra hver kind og fjerne forhånelsen af sit folk overalt på jorden. Det er Herren, der har talt.

Da skal hele folket udbryde: „Han er vores Gud! Vi satte vores lid til ham, og han frelste os. Han er den Herre, som vi ventede på med længsel. Lad os juble og glæde os, fordi han har frelst os.”

Salme 23

Herren er min hyrde

23 En sang af David.

Herren er min hyrde,
    han sørger altid for mig.
Han leder mig til grønne enge
    og fører mig til det friske vand.
Han redder mig, når jeg går fejl,
    og leder mig ind på rette vej,
        for han er en god og trofast Gud.[a]

Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,
    har jeg dog intet at frygte,
for du går ved min side,
    din kæp og din stav beskytter mig.
Du dækker bord for mig
    for øjnene af mine fjender.
Du gør mig til æresgæst
    og fylder mit bæger til randen.
Din godhed og trofaste nåde
    følger mig livet igennem.
Og jeg får lov at bo i dit hus,
    så længe jeg lever.

Filipperne 4:1-9

Kære venner, jeg elsker jer og længes efter jer, I som er min glæde og sejrskrans. Hold fast ved Herren, sådan som jeg har undervist jer om.

En specifik formaning til enighed

Jeg opfordrer alvorligt Euodia og Syntyke til med Herrens hjælp at nå til enighed! Og jeg beder dig, min trofaste kollega,[a] om at hjælpe disse to kvinder, der så tappert har stridt sammen med mig i forkyndelsen af det gode budskab sammen med Clemens og de øvrige medarbejdere, hvis navne er indskrevet i livets bog.

Forskellige formaninger

Vær altid glade i jeres tro på Herren! Jeg siger igen: Vær glade! Lad alle mærke, at I har et venligt sind. Herren er nær.[b] Vær ikke bekymrede for noget, men sig altid Gud tak og læg jeres ønsker frem for ham i bøn. Så vil I opleve, at Guds fred, som overgår al menneskelig forstand, vil beskytte jeres tanker og hjerter og bevare jeres tillid til Jesus Kristus.

Desuden opfordrer jeg jer, kære venner, til at fokusere jeres tanker på det, der er sandt og ædelt, ret og rent, det, man værdsætter og taler godt om, ja alt, hvad der udmærker sig og er værd at rose. Lev efter det forbillede, I har i mig, og den undervisning, I har modtaget fra mig. Så vil fredens Gud være med jer.

Matthæus 22:1-14

Historien om kongesønnens bryllupsfest(A)

22 Jesus fortsatte med endnu en historie om Guds rige:

„Der var engang en konge, som skulle holde bryllup for sin søn. Da alt var klar til festen, sendte han sine tjenere ud for at lade de indbudte vide, at det nu var tid at komme. Men de ville ikke komme. Så sendte kongen flere tjenere ud for at sige: ‚Hør nu her! Alt er parat! Mine okser og mit fedekvæg er slagtet. Skynd jer at komme til bryllupsfesten!’ Men de indbudte var ligeglade. En havde travlt med arbejdet på sin gård, en anden med sin forretning. Andre greb fat i kongens sendebud, mishandlede dem og slog dem ihjel. Da blev kongen vred. Han sendte sine soldater af sted, og morderne blev udryddet og deres by brændt. Derefter sagde han til sine tjenere: ‚Alt er klar til fest, men de indbudte gæster var ikke værdige til at komme med til festen. Gå derfor i stedet ud til byernes indfaldsveje og indbyd alle dem, I træffer på.’ 10 Tjenerne gik af sted og hentede alle dem, de kunne finde—gode og onde imellem hinanden. På den måde blev festsalen fyldt med gæster.

11 Da kongen trådte ind for at hilse på gæsterne, lagde han mærke til en, der ikke havde bryllupstøj på. 12 ‚Hør, min ven,’ sagde kongen, ‚hvordan er du kommet herind uden bryllupstøj?’ Der var intet svar. 13 Så sagde kongen til sine tjenere: ‚Bind hænder og fødder på ham og smid ham ud af bryllupssalen.’ Derude i mørket er der gråd og stor fortvivlelse, 14 for de indbudte er mange, men de udvalgte er få.”

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.