Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 25:1-9

Bøn om vejledning og beskyttelse

25 En sang af David.

Til dig, Herre, råber min sjæl.
    Min Gud, jeg stoler på dig,
lad mig ikke i stikken!
    Lad ikke fjenderne sejre over mig!

For de, der stoler på Herren,
    bliver ikke til skamme.
Men de, der gør oprør mod ham,
    går deres undergang i møde.

Ja, Herre, lær mig at forstå dine veje,
    vis mig den sti, jeg skal følge.
Lær mig at leve i din sandhed,
    for du er min Gud og min frelser.
        Det er dig, jeg sætter min lid til.
Du har altid været en kærlig Gud,
    din barmhjertighed varer til evig tid.
Tilgiv mig min ungdoms oprør,
    vis mig din trofasthed og nåde.

Herren er god og barmhjertig,
    han hjælper de vildfarne tilbage på vejen.
Han viser de ydmyge, hvad der er rigtigt,
    lærer dem den rette vej.

Ezekiel 12:17-28

17 Herren sagde til mig:

18 „Du menneske, spis dit brød med bæven, og drik din vandration med bekymring, 19 og sig til folket: Gud Herren siger om Jerusalems indbyggere og Israels land: Med bæven og bekymring skal de spise deres brød og drikke deres vandration, for landet bliver raseret og ødelagt som straf for deres ondskab. 20 På grund af al deres vold bliver deres byer jævnet med jorden, og deres agerjord bliver til brakmark, så de kan indse, at jeg er Herren.”

21 Herren sagde til mig:

22 „Du menneske, hvad er det, man siger i Israel? ‚Det trækker i langdrag, og profeternes syner bliver ikke opfyldt.’ 23 Men sig til dem fra mig af, at de godt kan holde op med at bruge den talemåde, for jeg vil give dem en ny, som siger, at nu er tiden kommet, hvor profeternes syner går i opfyldelse. 24 Der skal ikke længere være falske syner og løgnagtige spådomme blandt Israels folk om, at alt nok skal gå godt, 25 for jeg er Herren, og mine ord er ikke tomme trusler. Det, jeg forudsiger, går i opfyldelse til den fastsatte tid, mit oprørske folk! Ja, det skal gå i opfyldelse i jeres levetid, siger jeg, Herren.”

26 Herren talte til mig:

27 „Du menneske, Israels folk påstår i deres falske tryghed: ‚Ezekiels syner og profetier handler ikke om nutiden, men om en fjern fremtid.’ 28 Derfor skal du sige til dem: ‚Herren siger: Straffen kan ikke udskydes længere. Det, jeg har sagt, bliver opfyldt meget snart.’ ”

Jakob 4:11-16

Fordøm ikke hinanden

11 Hold op med at dømme og tale ondt om hinanden, kære venner. For gør I det, trodser I befalingen om, at vi skal elske hinanden. Det betyder, at I gør jer til dommere over befalingen i stedet for at følge den. 12 Kun Gud selv, der gav os den befaling, har ret til at være dommer. Han har magt til at frikende os eller dømme os skyldige. Hvilken ret har I da til at dømme hinanden?

Undgå selvsikkert praleri

13 Og nu med hensyn til jer, der siger: „I dag eller i morgen tager vi til den eller den by og bliver der et års tid for at handle og tjene penge.” 14 Hvordan kan I vide, hvad der sker i morgen? Jeres liv er som en røgsky, der ses en kort tid, men derefter forsvinder. 15 I skulle hellere sige: „Hvis Herren vil, og vi lever så længe, så vil vi gerne gøre det eller det.” 16 Men nu praler I og bruger store ord, og det er ikke godt.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.