Print Page Options
Previous Prev Day Next DayNext

Revised Common Lectionary (Complementary)

Daily Bible readings that follow the church liturgical year, with thematically matched Old and New Testament readings.
Duration: 1245 days
Bibelen på hverdagsdansk (BPH)
Version
Salme 106:1-12

Herrens trofasthed imod sit folk

106 Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
    Hans trofasthed varer til evig tid.
Hvem har tal på alle hans undere?
    Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
Velsignede er de, der gør det gode,
    de, der altid handler ret.

Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
    giv også mig del i dine goder.
Lad mig se dit folk få fremgang,
    lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
        juble med det folk, som tilhører dig.
Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
    vi har begået fejl og handlet forkert.
Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
    de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
        i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
    og for at vise sin magt for verden.
Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
    og folket kunne gå tørskoet over.
10 Han frelste dem fra deres fjender,
    friede dem fra egypternes had.
11 Vandet skyllede hen over forfølgerne,
    så de druknede alle som en.
12 Da troede folket på Guds løfter
    og brød ud i lovsang til ham.

1 Mosebog 27:1-29

Jakob snyder sin far og får den førstefødtes velsignelse

27 Da Isak var blevet gammel og ikke længere kunne se, kaldte han en dag sin ældste søn, Esau, til sig.

„Min søn!” sagde han.

„Ja, hvad er der, far?” svarede Esau.

„Jeg er nu en gammel mand og kan dø når som helst. Tag din bue og dine pile og gå ud og skyd mig et stykke vildt. Tilbered så en lækker ret mad—sådan som jeg kan lide den. Bring den så her, så jeg kan nyde den og give dig min velsignelse, inden jeg dør.”

Nu stod Rebekka imidlertid og lyttede, da Isak talte til Esau. Så da Esau gik ud for at skyde noget vildt til sin far, kaldte hun på Jakob og sagde: „Jeg hørte din far sige til din bror: ‚Skyd mig et stykke vildt og tilbered det, så jeg kan spise det. Bagefter vil jeg give dig Herrens velsignelse, inden jeg dør.’ Men hør nu godt efter, Jakob, og gør nøjagtig, som jeg siger: Gå ud og hent mig to af de bedste gedekid fra flokken, så skal jeg lave en lækker ret mad, sådan som din far kan lide den. 10 Derefter skal du servere maden for din far, så han kan nyde den og give dig velsignelsen, inden han dør.”

11 „Jamen mor,” indvendte Jakob. „Esaus hud er jo lige så lodden, som min er glat. 12 Hvad nu, hvis far føler på mig? Så opdager han, at jeg bedrager ham, og så får jeg en forbandelse i stedet for en velsignelse.”

13 Men hans mor svarede: „Forbandelsen tager jeg på mig! Bare gør, som jeg siger. Gå nu ud og hent de gedekid!”

14 Så gik Jakob ud og hentede kiddene og gav hende dem, hvorefter hun tilberedte en lækker ret mad, sådan som hans far kunne lide den. 15 Dernæst tog hun Esaus bedste tøj og gav Jakob det på. 16 Hans glatte arme og hals dækkede hun med skindet fra gedekiddene. 17 Så rakte hun ham den lækre mad og det brød, hun havde bagt. 18 Han gik så ind med det og sagde: „Værsgo, far!”

„Tak!” sagde Isak. „Hvem er det, der taler?”

19 „Det er Esau, din ældste søn!” svarede Jakob. „Jeg har gjort, som du sagde! Sæt dig nu op og spis vildtet, så du kan give mig din velsignelse!”

20 „Hvordan bar du dig ad med at klare det så hurtigt, min søn?”

„Herren, din Gud, sendte byttet lige i armene på mig!” svarede Jakob.

21 „Kom nærmere,” sagde Isak, „så jeg kan røre ved dig og mærke, om det virkelig er dig, Esau!” 22 Så gik Jakob hen til sin far, og Isak følte på ham. „Det er Jakobs stemme, men Esaus arme,” sagde han undrende.

23 Han genkendte ikke Jakob på grund af de behårede arme, som jo måtte være Esaus. Inden Isak velsignede ham, 24 spurgte han igen:

„Det er Esau, ikke?”

„Jo, selvfølgelig!” svarede Jakob.

25 „Giv mig da maden, så jeg kan spise den og velsigne dig.”

Jakob rakte ham maden og vinen, og han spiste og drak. 26 Bagefter sagde Isak: „Kom hen og kys mig på kinden, min dreng!” 27 Da Jakob kom hen for at kysse sin far på kinden, kunne Isak mærke duften af Esaus tøj, og han velsignede ham med ordene:

„Duften af min søn er som duften af den jord, Herren har velsignet. 28 Gud vil velsigne din afgrøde med væde fra himlen og næring fra jorden. Du får korn og vin i overflod. 29 Folkeslag skal tjene dig og ærbødigt bøje sig for dig. Du og din slægt skal herske over din bror og hans slægt. Forbandet være enhver, der forbander dig—og velsignet være enhver, der velsigner dig.”

Romerne 16:1-16

Afsluttende hilsener og en sidste formaning

16 Føbe kommer til jer med min bedste anbefaling.[a] Hun har gjort et stort arbejde i menigheden i Kenkrea. Tag venligt imod hende, som det forventes blandt kristne, og hjælp hende med, hvad hun har brug for. Hun har virkelig været til stor hjælp for mange, også for mig.

Hils Priska[b] og Akvila, mine medarbejdere i tjenesten for Jesus Kristus. De satte engang deres egne liv på spil for at redde mig. Ikke alene er jeg dem meget taknemmelig, men alle menighederne i de græsktalende lande er taknemmelige for deres tjeneste. Hils også menigheden, der samles i deres hjem.

Hils min kære ven, Epainetos, som var den første, der kom til tro på Kristus i Lilleasien. Hils Maria, som har gjort et stort arbejde iblandt jer. Hils mine jødiske landsmænd, Andronikos og Junia,[c] som har siddet i fængsel sammen med mig. De har et godt ry hos apostlene, og de har været kristne endnu længere, end jeg har. Hils min gode ven, Ampliatos. Hils min medarbejder, Urbanus, og min gode ven Stakys. 10 Hils Apelles, som har stået sin prøve i tjenesten for Kristus. Hils Aristobuls folk. 11 Hils min landsmand Herodion og de kristne hos Narkissos. 12 Hils Tryfæna og Tryfosa, som har gjort et stort arbejde for Herren. Hils min kære Persis. Hun har gjort et enormt arbejde for Herren. 13 Hils Rufus, som på en særlig måde blev udvalgt. Og hils hans mor, der også har været som en mor for mig. 14 Hils Asynkritos, Flegon, Hermes, Patrobas, Hermas og de medarbejdere, som er sammen med dem. 15 Hils Filologos og Julia, Nereus og hans søster, og Olympas, og alle de kristne, som er sammen med dem. 16 Hils hinanden med et helligt kindkys. Alle menighederne her sender deres hilsener.

Bibelen på hverdagsdansk (BPH)

Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.