Revised Common Lectionary (Complementary)
Befrielsen er på vej
51 Herren siger: „Hør efter, I, som søger Herren og ønsker at gøre hans vilje. Tænk på det stenbrud, I stammer fra—den klippegrund, I blev hugget løs fra. 2 Tænk på jeres forfar Abraham og på Sara, jeres stammor. Abraham havde ingen børn, da jeg kaldte ham. Men jeg velsignede ham og gjorde ham til et stort folk.”
3 Herren vil velsigne det ødelagte Jerusalem og gøre ødemarken til en dejlig have. Der bliver fryd og glæde, lovsang og strengespil.
4 Herren siger: „Hør efter, mit folk, lyt til mig, for jeg vil undervise jer. Min retfærdighed bringer lys til folkeslagene. 5 Snart vil jeg befri jer, retfærdighedens sejr er nær. Jeg tager herredømmet over folkeslagene. Fjerne lande venter på, at jeg skal gribe ind. 6 Se op mod himlen. Se ud over jorden. Himlen skal engang forsvinde som røg, jorden skal slides op som et stykke tøj, og menneskene på den skal dø som fluer. Men den frelse, jeg bringer, gælder for evigt, min retfærdighed vil aldrig få ende.
Herrens trofasthed og hjælp
138 En sang af David.
Jeg takker dig, Herre, af hele mit hjerte,
lovsynger dig i alles påhør.[a]
2 Jeg bøjer mig i tilbedelse mod din helligdom,
jeg priser dig, for du er trofast og sand.
Du er ophøjet over alt andet,
og dit ord står urokkeligt fast.
3 Du svarer mig, når jeg råber om hjælp,
giver mig livsmod og styrke igen.
4 Alle jordens konger skal takke dig, Herre,
når de hører de ord, du taler.
5 Ja, de skal synge om dine undere,
og give dig den ære, som tilkommer dig.
6 Selv om du er så umådelig stor,
tager du dig af de svage og ydmyge,
men de stolte skubber du fra dig.
7 Når jeg står i problemer til halsen,
er du med mig og redder mit liv.
Du holder fjendernes vrede i skak,
frelser mig ved din vældige kraft.
8 Du fører mig igennem til sejr.
Din trofaste kærlighed varer ved.
Opgiv mig ikke,
men fuldend dit værk.
Den nye måde at tjene Gud og hinanden på
12 Kære venner, I har oplevet Guds nåde, og derfor beder jeg jer indtrængende om at give jer selv til ham som en levende offergave. Det glæder Gud, og det er den åndelige måde at tjene ham på. 2 Jeres liv skal ikke styres af verdens tankegang. Lad i stedet Guds Ånd forvandle jeres tanker og vaner, så I kan glæde ham ved at leve efter hans vilje som gode og modne kristne.
3 På grundlag af den nåde, som Gud har givet mig til at tjene ham, siger jeg til enhver af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end hvad der er rimeligt, men bedøm jer selv ud fra, hvor stor en tro Gud har givet hver enkelt af jer. 4 Ligesom et legeme består af mange dele, og hver del har sin særlige funktion, 5 således udgør alle vi, som tilhører Kristus, ét legeme. Vi hører sammen i en enhed, og vi er hver for sig dele af det samme legeme. 6 Gud har i sin nåde givet os forskellige gaver, så vi kan hjælpe hinanden. De, der har profetisk gave, skal bruge den i forhold til den tro, de har fået. 7 De, der har gaver til at yde praktisk hjælp, skal gøre det med tjenersind. De, der har gaver til at undervise, bør tage sig af undervisningen. 8 De, der har gaver til at opmuntre andre, skal gøre dét. De, der har en givertjeneste, bør give uden bagtanke. De, der har en ledertjeneste, bør lede med omhu. De, der har en barmhjertighedstjeneste, bør tjene med glæde.
Peters åbenbaring om Jesus som Messias(A)
13 Jesus og disciplene gik nu nordpå til det distrikt, hvor byen Cæsarea Filippi ligger. Så spurgte han dem: „Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?”
14 „Nogle siger, at du er Johannes Døber, der er kommet tilbage fra de døde,” svarede de. „Andre siger, at du er Elias eller Jeremias eller en anden af profeterne, der er genopstået.”
15 „Og hvad siger I? Hvem tror I, at jeg er?”
16 Simon Peter svarede: „Du er Messias, Guds egen Søn!”
17 „Simon, Jonas’ søn, du er en velsignet mand,” sagde Jesus, „for det har du ikke fra mennesker, men min Far i Himlen har åbenbaret det for dig! 18 Derfor siger jeg til dig: Du skal hedde Peter,[a] og på den klippegrund vil jeg bygge min menighed. Djævelen[b] vil aldrig kunne få magten over den. 19 Jeg vil give dig autoritet i Guds rige. Det, du sætter en stopper for på jorden, er der sat en stopper for i Himlen, og det, du åbner op for på jorden, er der åbnet op for i Himlen.”[c]
20 Derefter advarede han disciplene imod at fortælle nogen, at han var Messias.[d]
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.