Revised Common Lectionary (Complementary)
Israels Gud—historiens Gud
78 En visdomssang af Asaf.
Mit folk, lyt til min belæring,
hør nøje efter, hvad jeg siger.
2 Jeg vil tale i billeder,
fortælle om det, der har været skjult fra verdens begyndelse.
3 Det er vore forfædres historier,
som er fortalt gennem mange generationer.
4 Vi vil fortælle dem til vore børn,
som igen skal give dem videre til nye generationer.
De skal også høre om Herrens magt,
om de forunderlige ting, han har gjort.
5 Han gav sine love til Jakobs slægt,
åbenbarede sin vilje for sit folk, Israel.
Han befalede vore forfædre
at undervise deres børn derom,
6 så den næste generation ville vide besked,
så selv de børn, som endnu ikke var født,
til sin tid kunne belære deres børn,
7 for at hvert slægtled må have tillid til Gud,
huske hans vældige gerninger
og adlyde hans befalinger,
8 så de ikke bliver som deres forfædre,
der var stædige og oprørske,
som ikke vendte deres hjerte til Gud,
men var troløse og ulydige mod ham.
17 Men de fortsatte deres oprør mod Gud,
de vakte den Almægtiges vrede i ørkenen.
18 De provokerede Gud med vilje,
forlangte deres egyptiske livretter.
19 De fornærmede Gud ved at sige:
„Kan Gud dække bord i ørkenen?
20 Han slog ganske vist på klippen,
så vandet strømmede ud.
Men kan han give os brød?
Kan han skaffe kød til sit folk?”
21 Da Gud hørte det, blev han vred.
Hans vrede blussede op imod Israel,
22 for de havde ikke tillid til deres Gud.
De troede ikke på, at han kunne tage sig af dem.
23 Men han gav befaling til skyerne
og åbnede himlens sluser.
24 Han lod det regne ned over dem med manna,
han gav dem brød fra himlen at spise.
25 Han gav dem englemad,
så de havde rigeligt at spise.
26 Han lod østenvinden fare hen over himlen,
styrede søndenvinden med sin mægtige hånd,
27 lod kød hagle ned over dem,
fugle så talrige som sandkornene på stranden.
28 Han lod dem falde ned midt i lejren,
de lå rundt omkring imellem teltene.
29 Folket spiste sig overmætte,
Gud tilfredsstillede deres grådighed.
Høstofre og tiende
26 Når I har taget det land i besiddelse, som Herren har lovet jer, og er begyndt at dyrke jorden, 2-3 skal I hver især bringe den første del af hvert års høst i en kurv til præsten, der gør tjeneste i Herrens helligdom, og sige til ham: ‚Denne gave er min påskønnelse af, at Herren har ført os til det land, han lovede vores forfædre.’ 4 Præsten skal modtage din kurv og sætte den ned foran Herrens alter. 5 Du skal give udtryk for din taknemmelighed til Herren ved at sige: ‚Jeg nedstammer fra en omvandrende aramæer, der med sin familie søgte tilflugt i Egypten. De var kun få dengang, men mens de boede som fremmede i landet, blev de til et stort og mægtigt folk. 6 Egypterne gjorde os til slaver og mishandlede os, 7 men vi råbte til dig, vores fædres Gud, og du hørte os og så vores lidelse og elendighed. 8 Da greb du ind og sendte frygtelige plager over Egypten, og du førte os ud med magt og vælde 9 og førte os til dette land, som „flyder med mælk og honning”. 10 Derfor kommer jeg nu til dig, Herre, med noget af den første høst fra den jord, du har givet mig.’ Efter denne bøn skal kurven stilles ned for Herrens ansigt, og du skal tilbede ham. 11 Du og din familie skal glæde jer sammen med levitterne og de fremmede, der bor i landet, mens I nyder frugten af den velsignelse, Herren har givet jer.
12 Hvert tredje år skal I tage en tiendedel af jeres afgrøder og give den til levitterne, de fremmede, enkerne og de forældreløse, så de kan spise sig mætte. 13 Når det er gjort, skal I bede følgende bøn til Herren, jeres Gud: ‚Nu har jeg givet den del, som er helliget dig, til de trængende, sådan som du har befalet. Jeg har ikke glemt eller overtrådt nogen af dine befalinger. 14 Jeg har ikke rørt ved tienden, mens jeg var i sorg eller var uren. Jeg har heller ikke ofret noget til de døde, men jeg har adlydt Herren, min Gud, og gjort, hvad han har befalet mig. 15 Se derfor i nåde til os fra din hellige bolig i Himlen. Velsign dit folk og det land, du har givet os, et land, der „flyder med mælk og honning”, sådan som du lovede vores forfædre.’
37 Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” 38 Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, 39 for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”
40 Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.
De troendes fællesskab
41 Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. 42 De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,[a] og de var med, når man samledes til bøn.
43 I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. 44 De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. 45 Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. 46 Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. 47 De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.