Revised Common Lectionary (Complementary)

⁵ Salig den, hvis Hjælp er Jakobs Gud, hvis Håb står til Herren hans Gud, ⁶ som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed ⁷ og skaffer de undertrykte Ret, som giver de sultne Brød! Herren løser de fangne, ⁸ Herren åbner de blindes Øjne, Herren rejser de bøjede, Herren elsker de retfærdige, ⁹ Herren vogter de fremmede, opholder faderløse og Enker, men gudløses Vej gør han kroget. ¹⁰ Herren er Konge for evigt, din Gud, o Zion, fra Slægt til Slægt. Halleluja!

⁶ Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at Herren havde set til sit Folk og givet dem Brød.

⁷ Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land ⁸ sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! Herren være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig; ⁹ Herren give eder, at I må finde Ro, hver i sin Mands Hus!" Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt ¹⁰ og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!" ¹¹ Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd? ¹² Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner, ¹³ skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har Herrens Hånd ramt!" ¹⁴ De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men Rut klyngede sig til hende. ¹⁵ Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!" ¹⁶ Men Rut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud; ¹⁷ hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. Herren ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!" ¹⁸ Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende. holdt hun op at tale til hende derom,

3 Dette er allerede, I elskede! det andet Brev, som jeg skriver til eder, hvori jeg ved Påmindelse vækker eders rene Sind ² til at komme de Ord i Hu, som forud ere sagte af de hellige Profeter, og eders Apostles Befaling fra Herren og Frelseren, ³ idet I først og fremmest mærke eder dette, at i de sidste Dage skal der komme Spottere med Spot, som vandre efter deres egne Begæringer ⁴ og sige: "Hvad bliver der af Forjættelsen om hans Tilkommelse? Fra den Dag, Fædrene sov hen, forblive jo alle Ting, som de vare, lige fra Skabningens Begyndelse." ⁵ Thi med Villie ere de blinde for dette, at fra fordums Tid var der Himle og en Jord, som var fremstået af Vand og ved Vand i Kraft af Guds Ord, ⁶ hvorved den daværende Verden gik til Grunde i en Vandflod. ⁷ Men de nuværende Himle og Jorden holdes ved det samme Ord i Forvaring til Ild, idet de bevares til de ugudelige Menneskers Doms og Undergangs Dag. ⁸ Men dette ene bør ikke undgå eder, I elskede! at een Dag er for Herren som tusinde År, og tusinde År som een Dag. ⁹ Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse. ¹⁰ Men Herrens Dag skal komme som en Tyv; på den skulle Himlene forgå med stort Bulder, og Elementerne skulle komme i Brand og opløses, og Jorden og alt, hvad der er på den, skal opbrændes.