Revised Common Lectionary (Complementary)
11 Herre, tilgiv mine mange synder,
for du er kendt som en nådig Gud.
12 Dem, der har ærefrygt for Herren,
hjælper han at vælge den rigtige vej.
13 De oplever hans velsignelse,
og deres børn får lov at bo i landet.
14 Herren vejleder alle, der vil følge ham,
han indvier dem i sine hemmelige planer.
15 Jeg vil altid søge hjælp hos Herren,
for han redder mig fra mine fjenders fælder.
16 Vær mig nådig, Herre,
for jeg er helt alene og hjælpeløs.
17 Skab en vej ud af min ulykke,
befri mig fra alle mine lidelser.
18 Tænk på min sorg og smerte,
tilgiv mig alle mine synder.
19 Mine fjender er mange,
og de hader mig inderligt.
20 Beskyt mig og red mig.
Lad mig ikke bukke under,
for jeg stoler på din hjælp.
24 Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige?
Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
2 De onde flytter markskel
og har stjålne fåreflokke på græs.
3 De fører forældreløses æsler bort
og tager enkens eneste trækdyr i pant.
4 De tramper på de svages rettigheder
og tvinger dem bort fra deres ejendom.
5 De stakkels mennesker må vandre rundt
som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
så deres børn kan få noget at spise.
6 De samler det spildte korn på de riges marker
og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
7 Om natten ligger de og ryster af kulde,
fordi de hverken har tøj eller tæpper.
8 Gennemblødt af byger i bjergene
søger de ly mellem klipperne.
Vurder ikke folk efter deres status
2 Kære venner, er det virkelig i overensstemmelse med jeres tro på Herren Jesus Kristus, herlighedens Herre, at I vurderer mennesker efter deres sociale status? 2 Lad os sige, at der kommer en ind i jeres menighedsforsamling, som er elegant klædt med guldringe på fingrene. Samtidig kommer også en fattig og snavset person ind. 3 Så skynder I jer hen for at tage imod den rige og anviser ham den bedste plads, men til den fattige siger I bare: „Du kan stå i gangen!” eller: „Sæt dig her på gulvet!” 4 Er det nu ikke en underlig opførsel? Mon ikke der er noget galt med jeres motiver?
5 Tænk jer om, kæreste venner! Har Gud ikke netop udvalgt dem, der er fattige i denne verdens øjne, til at være rige i troen? Er det ikke dem, der vil få del i den herlighed, som Gud har lovet alle, der elsker ham? 6 Hvordan kan I så vise ringeagt for de fattige? Er det ikke de rige, der undertrykker jer? Er det ikke dem, der slæber jer for retten? 7 Er det ikke dem, der håner Jesus Kristus, jeres Herre?
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.