Revised Common Lectionary (Complementary)
64 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; 3 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. 4 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen 5 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. 6 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" 7 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8 Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; 9 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
10 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; 11 de retfærdige glædes i Herren og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
32 I det tolvte År på den første dag i den tolvte måned kom Herrens Ord til mig således: 2 Menneskesøn, istem en Klagesang over Farao, Ægyptens Konge, og sig til ham: Du Folkenes Løve, det er ude med dig! Du var som en Drage i Havet med prustende Næse, med Fødderne plumred du Vandet, oproded dets Strømme. 3 Så siger den Herre Herren: Jeg breder mit Garn over dig ved en Sværm af mange Folk, de skal drage dig op i mit Net. 4 Jeg kaster dig på Land og slænger dig hen på Marken, lader alle Himlens Fugle slå sig ned på dig og al Jordens Dyr blive mætte ved dig. 5 Jeg lægger dit Kød på Bjergene, fylder Dalene op med dit Ådsel, 6 vander med dit Udflåd Jorden lige til Bjergene, Kløfterne skal fyldes af dit Blod. 7 Jeg skjuler Himlen, når du slukkes, klæder dens Stjerner i Sorg, jeg skjuler Solen i Skyer, og Månen skinner ej mer. 8 Alle Himmellys klæder jeg i Sorg for dig, hyller dit Land i Mørke, lyder det fra den Herre Herren. 9 Jeg volder mange Folkeslags Hjerter Kvide, når jeg bringer dine Fanger til Folkene, til Lande du ikke kender; 10 jeg lader mange Folkeslag stivne af Rædsel over dig, og deres Konger skal gyse over dig, når jeg svinger mit Sværd for deres Ansigter; de skal ængstes uafbrudt, hver for sit Liv, den Dag du falder.
37 Men det skete Dagen derefter, da de kom ned fra Bjerget, at der mødte ham en stor Skare. 38 Og se, en Mand af Skaren råbte og sagde: "Mester! jeg beder dig, se til min Søn: thi han er min enbårne. 39 Og se, en Ånd griber ham, og pludseligt skriger han, og den slider i ham, så at han fråder, og med Nød viger den fra ham, idet den mishandler ham; 40 og jeg bad dine Disciple om at uddrive den; og de kunde ikke." 41 Men Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg være hos eder og tåle eder? Bring din Søn hid!" 42 Men endnu medens han gik derhen, rev og sled den onde Ånd i ham. Men Jesus truede den urene Ånd og helbredte drengen og gav hans Fader ham tilbage. 43 Men de bleve alle slagne af Forundring over Guds Majestæt. Men da alle undrede sig over alt det, han gjorde, sagde han til sine Disciple: