Revised Common Lectionary (Complementary)
Gud straffer ondskab
64 Til korlederen: En sang af David.
2 Hør min bøn, Gud, midt i min nød.
Red mig fra fjendernes angreb.
3 Skærm mig mod deres skumle planer,
beskyt mig mod deres ondskabsfulde list.
4 Deres tunger er som skarpe sværd,
deres ord som giftige pile.
5 De sigter på de uskyldige fra deres baghold,
de skyder dem ned uden skrupler.
6 De mødes for at ægge hinanden til ondskab
og planlægge, hvor de skal sætte deres fælder.
„Ingen opdager noget,” siger de selvsikkert.
7 De udklækker grusomme planer,
som de hemmeligt fører ud i livet.
Et menneskes tanker ligger skjult i sindet.
8 Men Gud vil selv ramme dem med sin straf,
pludselig bliver de gennemboret af hans pile.
9 Deres egne ord vil fælde dem,
og alle, som oplever deres fald,
vil ryste på hovedet i foragt
10 og fyldes af ærefrygt for Gud.
De vil forkynde Guds store undere
og forstå hans retfærdige dom.
11 De gudfrygtige skal glæde sig over Gud
og søge tilflugt hos ham.
Alle de retskafne skal glæde sig.
Dommen over Egyptens konge
32 På den første dag i den 12. måned i det 12. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2 „Du menneske, syng en sørgesang for Egyptens konge:
Du var som en løve blandt nationerne,
som et uhyre fra havet fór du frem,
piskede Nilens vande op
og trampede bredderne til mudder.
3 Men hør, hvad Herren siger til dig:
Jeg fanger dig i mit fiskenet,
sender min hær og trækker dig op,
4 lader dig ligge på bredden og dø,
slænger dig ud i den øde ørken,
så himlens fugle slår ned på dig,
og jordens rovdyr mættes med dit kød.
5 Jeg spreder dit kød ud over bjergene,
kaster dine knogler i dalenes kløfter.
6 Jeg lader jorden drikke dit blod,
og bjergenes kløfter fyldes deraf.
7 Når dommens dag rammer dig,
tildækker jeg himlens stjerner.
Solen bliver gemt bag sorte skyer,
og månens lys forsvinder.
8 Jeg slukker alle himlens lys,
så hele dit land opsluges af mørke.
9 Rygtet om din skæbne vil nå ud til lande,
som du aldrig har set eller hørt om,
og folkene dér vil fyldes af frygt.
10 Mange folkeslag bliver lammet af rædsel,
og deres konger ryster af skræk,
når de ser, hvordan jeg svinger mit sværd
og lader det ramme dig med frygtelig kraft.
Manglende tro(A)
37 Den næste dag, da de var nået hele vejen ned fra bjerget, kom en stor skare mennesker dem i møde. 38 En mand råbte: „Mester, vil du ikke nok komme og se til min søn? Han er mit eneste barn, 39 og der er en ond ånd, som bliver ved med at tage magten over ham. Den får ham til at udstøde de frygteligste skrig. Derpå kaster den ham til jorden, og han får krampe, og fråden står ham om munden. Altid er den ude efter ham, og den er lige ved at tage livet af ham. 40 Jeg bad dine disciple om at drive den onde ånd ud, men de kunne ikke.”
41 „Åh, I forvildede og vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med din søn!”
42 Mens drengen var på vej derhen, hev og sled den onde ånd i ham, og han vred sig i krampeanfald. Jesus befalede den onde ånd at forlade drengen. Straks var han helbredt, og Jesus gav ham tilbage til faderen. 43 Folk var slået af forundring over et sådant Guds under.
Jesus taler igen om sin død(B)
Mens alle stadig undrede sig over det, Jesus havde gjort, sagde han til disciplene:
Bibelen på hverdagsdansk (Danish New Living Bible) Copyright © 2002, 2006 by Biblica, Inc.® Used by permission. All rights reserved worldwide.