Revised Common Lectionary (Complementary)
64 Til Sangmesteren. En Salme af David.
2 Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende; 3 skjul mig for Ugerningsmændenes Råd, for Udådsmændenes travle Hob. 4 der hvæsser Tungen som Sværd, lægger giftige Ord på Buen 5 for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset. 6 Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?" 7 De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.
8 Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat; 9 han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;
10 alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming; 11 de retfærdige glædes i Herren og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe!
19 Så tog Job til Orde og svarede: 2 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord? 3 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam. 4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig? 5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
6 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net. 7 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret. 8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke; 9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen, 10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet; 11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende; 12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt. 13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig, 14 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig; 15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne; 16 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund; 17 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank; 18 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig; 19 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig. 20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort. 21 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig! 22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
11 Derfor kommer i Hu, at fordum I Hedninger i Kødet, I, som bleve kaldte Forhud af den såkaldte Omskærelse, der sker i Kødet med Hånden, 12 at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden Gud i Verden. 13 Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod. 14 Thi han er vor Fred, han, som gjorde begge til eet og nedbrød Gærdets Skillevæg, 15 Fjendskabet, da han i sit Kød afskaffede Budenes Lov med dens Befalinger, for at han i sig kunde skabe de to til eet nyt Menneske ved at stifte Fred 16 og for at forlige dem begge i eet Legeme med Gud ved Korset, idet han ved dette dræbte Fjendskabet. 17 Og han kom og forkyndte Fred for eder, som vare langt borte, og Fred for dem, som vare nær. 18 Thi ved ham have vi begge i een Ånd Adgang til Faderen. 19 Så ere I da ikke mere fremmede og Udlændinge, men I ere de helliges Medborgere og Guds Husfolk, 20 opbyggede på Apostlenes og Profeternes Grundvold, idet Hovedhjørnestenen er Kristus Jesus selv, 21 i hvem enhver Bygning sammenføjes og vokser til et helligt Tempel i Herren, 22 i hvem også I blive medopbyggede til en Guds Bolig i Ånden.