Revised Common Lectionary (Complementary)

116 Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn, ² ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte Herrens Navn. ³ Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt. ⁴ Jeg påkaldte Herrens Navn: "Ak, Herre, frels min Sjæl!" ⁵ Nådig er Herren og retfærdig, barmhjertig, det er vor Gud; ⁶ Herren vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig. ⁷ Vend tilbage, min Sjæl, til din Ro, thi Herren har gjort vel imod dig! ⁸ Ja, han fried min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Gråd, min Fod fra Fald. ⁹ Jeg vandrer for Herrens Åsyn udi de levendes Land;

¹⁵ Derpå hejsede hun dem med et Reb ned gennem Vinduet, thi hendes Hus lå ved Bymuren, og hun boede ved Muren; ¹⁶ og hun sagde til dem: "Gå ud i Bjergene, for at eders Forfølgere ikke skal træffe eder, og hold eder skjult der i tre Dage, indtil eders Forfølgere er vendt tilbage; efter den Tid kan I gå eders Vej!" ¹⁷ Mændene sagde til hende: "På denne Måde vil vi bære os ad med at holde den Ed, du har ladet os sværge ¹⁸ Når vi kommer ind i Landet, skal du binde denne røde Snor fast i det Vindue, du har hejst os ned igennem, og så skal du samle din Fader og din Moder, dine Brødre og hele dit Fædrenehus hos dig i Huset. ¹⁹ Enhver, som så går uden for din Husdør, må selv tage Ansvaret for sit Liv, uden at der falder Skyld på os; men hvis der lægges Hånd på nogen af dem, som bliver i Huset hos dig, hviler Ansvaret på os. ²⁰ Hvis du derimod røber vort Forehavende, er vi løst fra den Ed, du lod os sværge!" ²¹ Da sagde hun: "Lad det være, som I siger!" Så lod hun dem drage bort; og hun bandt den røde Snor fast i Vinduet. ²² Men de begav sig ud i Bjergene og blev der i tre Dage, indtil deres Forfølgere var vendt tilbage. Og Forfølgerne ledte overalt på Vejen uden at finde dem.

²³ Derpå begav de to Mænd sig på Tilbagevejen, og efter at være steget ned fra Bjergene gik de over Floden; og de kom til Josua, Nuns Søn, og fortalte ham alt, hvad der var hændet dem. ²⁴ Og de sagde til Josua: "Herren har givet hele Landet i vor Magt, og alle Landets Indbyggere er skrækslagne over os!"

¹⁷ Ligeså er også Troen, dersom den ikke har Gerninger, død i sig selv. ¹⁸ Men man vil sige: Du har Tro, og jeg har Gerninger. Vis mig din Tro uden Gerningerne, og jeg vil af mine Gerninger vise dig Troen. ¹⁹ Du tror, at Gud er een; deri gør du ret; også de onde Ånder tro det og skælve. ²⁰ Men vil du vide, du tomme Menneske! at Troen uden Gerninger er unyttig? ²¹ Blev ikke vor Fader Abraham retfærdiggjort af Gerninger, da han ofrede sin Søn Isak på Alteret? ²² Du ser, at Troen virkede sammen med hans Gerninger, og ved Gerningerne blev Troen fuldkommet, ²³ og Skriften blev opfyldt, som siger: "Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed", og han blev kaldet Guds Ven. ²⁴ I se, at et Menneske retfærdiggøres af Gerninger, og ikke af Tro alene. ²⁵ Ligeså Skøgen Rahab, blev ikke også hun retfærdiggjort af Gerninger, da hun tog imod Sendebudene og lod dem slippe bort ad en anden Vej? ²⁶ Thi ligesom Legemet er dødt uden Ånd, således er også Troen død uden Gerninger.