Revised Common Lectionary (Complementary)
74 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter? 2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig. 3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde. 4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri. 5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning. 6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer. 7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig. 8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet. 9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. 10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn? 11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; 16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, 17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
18 Kom i Hu, o Herre, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn! 19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv; 20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger. 21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn! 22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer, 23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
16 Herre, i Nøden søgte de dig; de udgød stille Bønner, medens din Tugtelse var over dem. 17 Som den frugtsommelige; der er ved at føde, vrider og vånder sig i Veer, således fik vi det, Herre, fra dig. 18 Vi er svangre og vrider os, som om vi fødte Vind; Landet frelser vi ikke og Jordboere fødes ikke til Verden. 19 Dine døde skal blive levende, mine dødes Legemer opstå; de, som hviler i Støvet, skal vågne og juble. Thi en Lysets bug er din Dug, og Jorden giver Dødninger igen.
20 Mit Folk, gå ind i dit Kammer og luk dine Døre bag dig; hold dig skjult en liden Stund, til Vreden er draget over. 21 Thi Herren går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.
27 På hin Dag hjemsøger Herren med sit hårde, vældige, stærke Sværd Livjatan, Den flugtsnare Slange, og ihjelslår Dragen i Havet.
14 Og han uddrev en ond Ånd, og den var stum; men det skete, da den onde Ånd var udfaren, talte den stumme, og Skaren forundrede sig. 15 Men nogle af dem sagde: "Ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste, uddriver han de onde Ånder." 16 Men andre fristede ham og forlangte af ham et Tegn fra Himmelen.. 17 Men da han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde, og Hus falder over Hus. 18 Men hvis også Satan er kommen i Splid med sig selv, hvorledes skal hans Rige da bestå? Thi l sige, at jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul. 19 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders Dommere. 20 Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Finger, da er jo Guds Rige kommet til eder. 21 Når den stærke bevæbnet vogter sin Gård, bliver det, han ejer, i Fred. 22 Men når en stærkere end han er kommen over ham og har overvundet ham, da tager han hans fulde Rustning, som han forlod sig på, og uddeler hans Bytte. 23 Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, adspreder. 24 Når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den igennem vandløse Steder og søger Hvile; og når den ikke finder den, siger den: Jeg vil vende tilbage til mit Hus, som jeg gik ud af. 25 Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. 26 Da går den bort og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det sidste bliver værre med dette Menneske end det første."
27 Men det skete, medens han sagde disse Ting, da opløftede en Kvinde af Skaren sin Røst og sagde til ham: "Saligt er det Liv, som bar dig, og de Bryster, som du diede." 28 Men han sagde: "Ja, salige ere de, som høre Guds Ord og bevare det."