Revised Common Lectionary (Complementary)

130 Fra det dybe råber jeg til ² o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst! ³ Tog du Vare, Herre, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå? ⁴ Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes. ⁵ Jeg håber.på Herren, min Sjæl håber på hans Ord, ⁶ på Herren bier min Sjæl mer end Vægter på Morgen, Vægter på Morgen.

⁷ Israel, bi på Herren! Thi hos Herren er Miskundhed, hos ham er Forløsning i Overflod. ⁸ Og han vil forløse Israel fra alle dets Misgerninger,

³⁴ Men da Herren hørte eders Ord, blev han vred og svor: ³⁵ "Ikke en eneste af disse Mænd, af denne onde Slægt, skal få det herlige Land at se, som jeg svor at ville give eders Fædre, ³⁶ undtagen Kaleb, Jefunnes Søn; han alene skal få det at se, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, han har betrådt, fordi han har vist Herren fuld Lydighed!" ³⁷ Også på mig blev Herren vred for eders Skyld, og han sagde: "Heller ikke du skal komme derind! ³⁸ Josua, Nuns Søn, der står i din Tjeneste, han skal komme derind; sæt Mod i ham, thi han skal skaffe Israel det i Eje." ³⁹ Og dets små Børn, som I sagde skulde blive til Bytte, eders Børn, som i Dag ikke kender Forskel på godt og ondt, de skal komme derind, dem vil jeg give det, og de skal tage det i Besiddelse. ⁴⁰ I selv derimod skal vende om og begive eder på Vej til Ørkenen i Retning af det røde Hav!"

5 Thi vi vide, at dersom vor jordiske Teltbolig nedbrydes, have vi en Bygning fra Gud, en Bolig, som ikke er gjort med Hænder, en evig i Himlene. ² Ja, også i denne sukke vi, længselsfulde efter at overklædes med vor Bolig fra Himmelen, ³ så sandt vi da som iklædte ikke skulle findes nøgne. ⁴ Ja, vi, som ere i dette Telt, sukke; besværede, efterdi vi ikke ville afklædes, men overklædes, for at det dødelige kan blive opslugt af Livet. ⁵ Men den, som har sat os i Stand just til dette, er Gud, som gav os Åndens Pant.