Revised Common Lectionary (Complementary)

5 Til Sangmesteren. El-hannehilot. En Salme af David.

² Herre, lytt til mit Ord og agt på mit suk, ³ lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig! ⁴ Årle hører du, Herre, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.

⁵ Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig, ⁶ for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand, ⁷ tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er Herren en Afsky. ⁸ Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.

⁹ Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, Herre, jævn din Vej for mit Ansigt! ¹⁰ Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat. ¹¹ Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig. ¹² Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig! ¹³ Thi du velsigner den retfærdige, Herre, du dækker ham med Nåde som Skjold.

¹⁸ Men selv i de Dage, lyder det fra Herren, vil jeg ikke udslette eder. ¹⁹ Og når de siger: "Hvorfor har Herren vor Gud gjort os alt det?" sig så til dem: "Som I forlod mig og tjente fremmede Guder i eders Land, således skal I tjene som fremmede i et Land, der ikke er eders."

²⁰ Forkynd dette i Jakobs Hus og kundgør det i Juda: ²¹ Hør dette, du tåbelige Folk, som er uden Forstand, som har Øjne, men ikke ser, og Ører, men ikke hører: ²² Vil I ikke frygte mig, lyder det fra Herren, eller bæve for mit Åsyn? Jeg, som gjorde. Sandet til Havets Grænse, et evigt Skel, som det ikke kan overskride; selv om det bruser, evner det intet; om end dets Bølger larmer, kan de ikke overskride det.

²³ Dette Folk har et trodsigt og genstridigt Hjerte, de faldt fra og gik bort. ²⁴ De siger ikke i deres Hjerte: "Lad os frygte Herren vor Gud, som giver os Regn, Tidligregn og Sildigregn, til rette Tid og sikrer os Ugerne, da der skal høstes." ²⁵ Eders Misgerninger bragte dem i Ulave, eders Synder unddrog eder det gode.

²⁶ Thi der findes gudløse i mit Folk; de ligger på Lur, som Fuglefængere dukker de sig; de sætter Fælder, de fanger Mennesker. ²⁷ Som et Bur er fuldt af Fugle, således er deres Huse fulde af Svig; derfor blev de store og rige. ²⁸ De er tykke og fede; og så strømmer de over med onde Ord; de hævder ikke den faderløses Ret, at det måtte gå dem vel, og hjælper ikke de fattige til deres Ret. ²⁹ Skulde jeg ikke hjemsøge sligt? lyder det fra Herren; skulde min Sjæl da ikke tage Hævn over sligt et Folk? ³⁰ Gyselige, grufulde Ting går i Svang i Landet; ³¹ Profeterne profeterer Løgn, Præsterne skraber til sig, og mit Folk vil have det så. Men hvad vil I gøre, når Enden kommer?

¹³ Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro. ¹⁴ Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne, ¹⁵ der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod, ¹⁶ idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud.

¹⁷ Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel, ¹⁸ efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri. ¹⁹ Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse? ²⁰ I ere jo vor Ære og Glæde.